Gå til hovedindhold

Megahandel bekræftet: Brasiliansk stjerne på vej til Kina

Megahandel bekræftet: Brasiliansk stjerne på vej til Kina

Af: Peter Schulz

Kinesisk fodbold fortsætter massiv oprustning med køb af brasiliansk stjerne fra russisk fodbold.

Brasilianske Hulk er tæt på at skifte fra Zenit Skt Petersborg til den kinesiske Super League-klub Shanghai SIPG.

Det bekræfter den russiske klub:

-Zenit er nået til en foreløbig aftale med Shanghai SIPG omkring et klubskifte for Hulk, og onsdag vil spilleren gennemgå lægetjek, siger Zenit Skt Petersborgs pressetalsmand Dmitri Zimmerman ifølge Daily Mail til den russiske avis Sport Express.

-Zenit vil modtage omkring 56 millioner euro, mens yderligere to millioner euro kan blive lagt til den totale pris, supplerer Zenit Skt Petersborg-talsmanden.

Det svarer til i alt 431 millioner danske kroner, og dermed vil Hulk blive den dyreste spiller, der nogensinde er skiftet til asiatisk fodbold.

Den rekord indehaver en anden brasilianer, Alex Teixeira, som skiftede fra Shakhtar Donetsk i Ukraine til Jiangsu Suning for cirka 340 millioner kroner i februar i år.

29-årige Hulk kom til Zenit Skt Petersborg fra FC Porto i 2012, og siden har angriberen spillet i alt 144 kampe, hvor det er blevet til 75 mål, i den lyseblå trøje.

På det brasilianske landshold står Hulk noteret for 46 kampe og 11 scoringer.

Andre gode nyheder