Gå til hovedindhold

Medie: Udenlandske fodboldspillere kan forlade Rusland

Af: Ritzau

Ifølge The New York Times kan spillere som Anders Dreyer spille for en anden klub resten af sæsonen.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) vil ifølge The New York Times tillade udenlandske spillere at bryde deres kontrakter med russiske klubber.

Avisen skriver, at spillernes kontrakter midlertidigt vil blive tilsidesat, så spillerne frem til 30. juni kan skrive under med andre klubber.

Det sker som følge af Ruslands invasion af Ukraine og får i så fald betydning for de danske fodboldspillere Anders Dreyer og Oliver Abildgaard, som dermed kan forlade Rubin Kazan for en stund.

Fifa har ikke selv bekræftet initiativet, som ikke svarer helt til det ønske, Den Internationale Spillerforening (Fifpro) og World Leagues Forum i et fælles brev havde fremsat ifølge The New York Times.

Her krævede organisationerne, at spillerne fik lov til at forlade de russiske klubber permanent.

Alle russiske klubber og landshold er udelukket fra internationale turneringer på ubestemt tid af Fifa og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) på grund af invasionen.

/ritzau/

Du kan støtte indsamlingen til Ukraine hos Røde Kors - LIGE HER.

Andre gode nyheder