Russisk klub suspenderer kontrakten med Anders Dreyer - se nogle af hans bedste FCM-mål her
Af: Ritzau
Anders Dreyers kontrakt med Rubin Kazan er sat i bero frem til sommeren 2022.
Fodboldspilleren Anders Dreyer kommer ikke til at spille mere for den russiske klub Rubin Kazan på denne side af sommerferien.
Klubben skriver på sin hjemmeside, at den har suspenderet Dreyers og holdkammeraten Sead Haksabanovic' kontrakt indtil sommeren 2022.
Dermed har den tidligere Esbjerg- og FC Midtjylland-spiller ret til at forlade Rusland og finde en ny klub at spille for i de kommende måneder.
Suspenderingen sker, efter at Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) tidligere på ugen besluttede, at udenlandske spillere og trænere skal have lov at søge væk fra Rusland uden at begå kontraktbrud.
Spillerne har i stedet mulighed for at skrive kontrakt med en anden klub, selv om transfervinduet er lukket. Klubskiftet skal være på plads senest 7. april.
Det usædvanlige skridt skyldes Ruslands invasion af Ukraine. Invasionen har fået adskillige udlændinge til at forlade Rusland, samtidig med at mange internationale sportsforbund har kappet båndene til landet.
Således er det russiske fodboldlandshold smidt ud af VM-kvalifikationen og kommer ikke til at møde Polen i en playoffkamp i slutningen af marts, som det ellers var planen.
Anders Dreyer har kun spillet for Rubin Kazan i godt et halvt år efter skiftet fra FC Midtjylland. Han er noteret for 14 ligakampe og 8 mål for klubben, der holder til i Republikken Tatarstan.
Rubin Kazan har endnu en dansker i spillerstaben i skikkelse af den tidligere AaB'er Oliver Abildgaard. Hans kontraktstatus er der endnu intet nyt om.
/ritzau/
Husk at du kan se FC Midtjylland - FC København på søndag fra klokken 16 på Viaplay og TV3+.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










