Medie: Liverpool og Schalke jagter unge Hazard

Af: Ritzau
21-årige Thorgan Hazard, lillebror til Chelsea-stjernen Eden Hazard, er netop blevet kåret til årets spiller i den belgiske liga, og den unge belgier har tiltrukket stor interesse fra en stribe topklubber.
Således rapporterer belgiske HLN, at både Liverpool og Schalke 04 har kastet snøren ud efter Thorgan Hazard, som ligesom sin storebror er på kontrakt hos Chelsea.
Tidligere har også PSV Eindhoven vist interesse.
Liverpool skulle ifølge websitet allerede have foretaget konkret henvendelse til Chelsea på Hazard, der kan spille på begge kanter og bag en angriber.
Thorgan Hazard har i de seneste to sæsoner spillet hos Zulte Waregem på en lejeaftale fra Chelsea, og HLN mener at vide, at José Mourinho ikke har planer om at satse på den unge belgier heller i den kommende sæson.
Indtil videre skal Thorgan Hazard og farmand Thierry til møde hos Chelsea-ledelsen i London i næste uge.
- Vi kigger stille og roligt på alle tilbuddene og ser, hvad Thorgan har det bedst med, siger Thierry Hazard ifølge HLN.
Thorgan Hazard spillede i den forgangne sæson 36 ligakampe for Zulte Waregem og scorede 13 mål. Han står noteret for en enkelt landskamp for Belgien.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








