Lopetegui-effekten: Real slår 13 år gammel rekord på Barcelona-manér
Real Madrid forsøgte sig med intet mindre end 870 afleveringer i weekendens 4-1-sejr over Leganes.
Real Madrid-cheftræner Julen Lopetegui kunne lørdag glæde sig over, at hans mandskab stensikkert besejrede Leganes med 4-1, men det var ikke det eneste, den tidligere spanske landstræner kunne glæde sig over.
Real Madrid noterede sig nemlig for hele 870 afleveringsforsøg undervejs i kampen, hvilket er det højeste antal, klubben har præsteret siden sæsonen 2005/06.
Det skriver statistikdatabasen Opta på Twitter.
De mange afleveringer vil nok specielt glæde Lopetegui, som lægger stor vægt på en boldbesiddende stil, hvilket ellers tidligere har været rivalerne FC Barcelonas varemærke.
Lopetegui er dog af den klassiske spanske skole, og han vægter boldbesiddelse meget højt, ligesom det også var tilfældet, da han var træner for det spanske landshold.
Netop det spanske landshold kan du blive klogere på i videoen i toppen af artiklen, hvor man kommer helt tæt på flere af spillerne forud for VM i sommer.











