Laudrup advarer norsk wonderkid: Ingen spilletid i Real Madrid

Af: Ritzau
Det norske stortalent Martin Ødegaard skal ikke forvente at få spilletid, hvis han som ventet underskriver en aftale med Real Madrid.
Det er meldingen fra den tidligere Real Madrid-stjerne Michael Laudrup.
Den tidligere danske fodboldstjerne indrømmer, at han tvivler på, at 16-årige Martin Ødegaard træffer den rigtige beslutning, hvis et skifte til Real Madrid fra Strømsgodset bliver en realitet i de kommende dage.
Michael Laudrup, som selv var via Lazio, inden turen gik til Juventus i starten af 1980'erne, råder i stedet den norske teenager til at bevare tålmodigheden.
-
Jeg kan ikke forestille mig, at en 16-årig kan få regelmæssig spilletid i en klub som Real. Bayern er heller ikke den rigtige klub for ham, siger Michael Laudrup til Berlingske.
-
Hvis det var min søn, ville jeg sende ham en tur forbi Holland først, understreger Michael Laudrup.
Martin Ødegaard står allerede noteret for fire kampe for det norske A-landshold. Spanske medier har i denne uge rapporteret, at en aftale med Real Madrid kunne komme endeligt på plads inden for få dage.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










