Gå til hovedindhold

Hele holdet i karantæne, men topklub tvinges til at spille med drenge og taber 10-1

Hele holdet i karantæne, men topklub tvinges til at spille med drenge og taber 10-1

Af: Web

Genstarten på den russiske Premier League fredag aften begyndte med en skandale.

Af Frits Ahlstrøm

FC Rostov, et af topholdene, tabte 10-1 til oprykkerne fra FC Sochi.

Efter seks positive test for Covid-19 i truppen tidligere på ugen blev klubbens cheftræner Valerij Karpin, hans assistenter og alle spillere sendt i karantæne i to uger.

Den russiske journalist Slava Malamud beretter på Twitter, at FC Rostov på den baggrund bad FC Sochi om at få udsat kampen – men uden held. Måske, som Slava Malamud skriver, fordi FC Sochi er farmerklub for FC Zenit St. Petersburg, topholdet i ligaen.

En anmodning til Den russiske Fodbold Liga hjalp heller ikke.

Så FC Rostov rejste til Sochi ved Sortehavet med et hold af spillere i alderen fra 16 til 19 år, som på grund af pandemien ikke havde trænet siden begyndelsen af marts.

Der var ingen sympati for dem at hente hos FC Sochi; tværtimod. Klubben bød dem velkommen med denne taktløse meddelelse på Instagram:

-Hele landet vil heppe på disse skoledrenge, men vi har jo alle været skoledrenge. Nu skal der spilles fodbold. Banen er den samme for os alle, og bolden er rund. Lad os spille indtil deres mødre beder dem om at komme hjem.

Det begyndte dog godt for FC Rostov, eftersom holdet kom foran 1-0 i det første minut. Lidt senere afværgede deres 17-årige målmand Denis Popov et straffespark. Men FC Sochi førte 4-1 ved pausen og fortsatte nådesløst bombardementet i 2. halvleg.

FC Sochi havde i alt 45 skud på mål; 25 af dem indenfor målrammen.

Denis Popov blev – trods nederlaget på 10-1 – kåret som ’Man of the Match’ for sine 15 redninger.

Artasches Arutjunjants, præsidenten i FC Rostov, ville ikke kommentere hverken FC Sochis eller Ligaens afgørelse, men roste sine unge spillere. På klubbens hjemmeside udtalte han:

-Vore drenge viste sig som mandfolk. Med den vilje og indstilling bliver de nationale mestre en dag.

FC Rostov er med syv kampe tilbage på 4. pladsen i Premier League; 12 point efter FC Zenit, men kun tre efter FC Lokomotiv Moskva og FC Krasnodar, der deler 2. pladsen.

De to bedst placerede går direkte til gruppespillet i UEFA Champions League, mens nummer 3 skal igennem kvalifikationsturneringen.

Andre gode nyheder