Gå til hovedindhold

HB Køge snupper Brøndby-træner

HB Køge snupper Brøndby-træner

Af: Ritzau

Henrik Lehm er ny cheftræner i HB Køge. Han kommer til fra en stilling som A+ træner i Brøndbys Masterclass-projekt

Forleden tog Henrik Pedersen og HB Køge afsked med hinanden, og siden har der været spekuleret i, hvem, der skulle tage over i det sydsjællandske. Nu er manden fundet. Den nye chef bliver 54-årige Henrik Lehm, der senest har været en del af Brøndbys talentsatsning Masterclass som A+ træner.

I HB Køge er der glæde over den nye ansættelse.

  • Henrik Lehm har mere end 30 års trænererfaring og er indehaver af DBUs højeste træneruddannelse. Han er i vores optik den helt rette til at skabe resultater for førsteholdet og samtidig arbejde med talentudvikling og resultatoptimering på tværs af hele klubben, siger klubbens bestyrelsesformand Kenneth Christiansen til HB Køges hjemmeside.

Også den nye cheftræner ser frem til at starte op i det nye job.

  • Jeg har været utrolig glad for min tid i Brøndby IF, og hver dag har jeg lært noget om hvordan man arbejder med de bedste spillere og de største talenter. Nu glæder jeg mig til igen selv at træne et hold, der skal præstere hver weekend og til at deltage i udviklingen af et i forvejen godt talentarbejde i HB Køge, siger Henrik Lehm.

Cheftrænerrollen er ikke uvant for Henrik Lehm, der tidligere har stået i spidsen for Hjørring IF, AB og Næsby Boldklub.

Andre gode nyheder