Brøndby-talent til AB

Af: Ritzau
Transfervinduet er ved at lukke i, og AB har haft travlt med at forstærke truppen. Håbet er at overleve i 1. division, og det skal den 21-årige og sultne Semou hjælpe med.
- Med tilgangen af Franck får vi en ung, sulten spiller ind, som allerede har en hel del Superliga-kampe på CV'et. Han er en lidt anderledes type end dem vi har pt. da han udover en fin boldfasthed, bringer en fysisk dimension med sig, som vi uden tvivl vil få stor gavn af i vores maskinrum. Han er en dygtig bolderobrer, som kan spille felt-til-felt i 90 min. Han vil ud og bevise sit værd og det er vi overbeviste om at vi kan bruge til noget positivt i kampen for point, siger cheftræner Thomas Nørgaard til klubbens hjemmeside.
Selv glæder Semou sig naturligvis til opgaven. En opgave der for ham naturligvis handler om at få en masse spilletid, der ikke ligefrem var i vente på Vestegnen.
- For mig handler det om spilletid, og så ser jeg frem til at bidrage til, at AB kravler opad i tabellen. Jeg er en aggressiv type og kan fungere som et godt bindeled mellem angreb og forsvar. Jeg har en enkelt gang før spillet på Gladsaxe Stadion til en ungdomslandskamp, og håber det bliver til masser af spilletid på samme stadion det næste halve år. Nu glæder jeg mig bare til at starte op i morgen sammen med resten af truppen, siger Semou.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk





