Gå til hovedindhold

Fortuna tæt på gruppespillet i Women's Champions League

Fortuna tæt på gruppespillet i Women's Champions League
De to målscorere mod Hibernian FC: Nikoline Nielsen og Joye Omewa. Foto: Fortuna Hjørring

Af: Frits Ahlstrøm

Siden UEFA indførte et gruppespil i UEFA Women’s Champions League i 2021, har kun én dansk klub præsteret at kvalificere sig.

Af Frits Ahlstrøm

HB Køge var med i sæsonen 2021-22, hvor det blev til nederlag i alle seks kampe mod FC Barcelona, Arsenal FC og TSG 1899 Hoffenheim.

Fortuna Hjørring kan blive den anden danske klub, der når så vidt. Det kræver en sejr over BSC Young Boys lørdag aften klokken 21:30 – og dernæst en samlet sejr i 3. kvalifikationsrunde mod en endnu ukendt modstander i to kampe henholdsvis 11. og 18. september.

Det er anden gang, Fortuna møder Young Boys på den europæiske scene. For 14 år siden blev det til en sejr på 3-0 i Bern og 2-1 hjemme i Hjørring.

Denne gang afvikles kvalifikationen som en mini-turnering på Cypern, hvor Young Boys vandt 1-0 over Apollon FC, mens Fortuna besejrede Hibernian FC fra Edinburgh 2-1.

Kathleen McGovern brændte et straffespark i det 4. minut, og det samme gjorde Fortunas nigerianske angriber Joy Omewa tre minutter senere. Rachael Boyle bragte Hibernian på 1-0 to minutter efter pausen, men Joy Omewa udlignede i det 70. minut, og 16-årige Nikoline Nielsen lavede sejrsmålet direkte på et hjørnespark i det første tillægsminut.

Kampen mod Young Boys spilles på Stelios Kyriakidies Stadium i Paphos med en tilskuerkapacitet på 9.394. Til de to semifinaler var der 250 og 170 tilskuere.

Keeperen Freja Thisgaard og cheftræneren Lene Terp drøfter detaljer før kampen mod Young Boys. Foto: Fortuna Hjørring

Stadion er opkaldt efter den legendariske græsk-cypriotiske maraton løber Stylianos Kyriakides, som vandt Boston Marathon i 1946.

Som det første barn i en søskendeflok på fem forlod han sit hjem for at tjene penge til sin fattige familie. Efter forskellige jobs endte han hos Dr. Reinald Cheverton, en britisk læge. Det var dengang, Cypern var under britisk herredømme.

Dr. Cheverton, der selv var atlet, opmuntrede den 22-årige Stelios Kyriakides til at løbe, trænede ham og forsynede ham med det nødvendige udstyr – udover at lære ham at tale engelsk.

Under Den 2. Verdenskrig vendte han hjem til Grækenland og var en del af den græske modstandsbevægelse fra 1942 til 1944, hvor han overlevede den tyske besættelse.

Stelios Kyariakdis repræsenterede Grækenland i det olympiske maratonløb i Berlin i 1936, hvor han opnåede en 11. plads. En af hans konkurrenter, amerikaneren Johnny Kelly, inviterede ham til at deltage i Boston Marathon, hvor han var iført nye sko, som forårsagede så mange vabler, at han måtte opgive undervejs og tage en taxa til målstregen.

-Jeg vender tilbage – for at vinde dette løb, sagde han til The Boston Globe.

Det gjorde han i det 50. Boston Marathon i 1946, hvor han solgte alle sine møbler for at få råd til en flyvebillet. Han var så afmagret, at lægerne frarådede ham at deltage.

Ifølge The Boston Globe lå han og Johnny Kelley i spidsen, da en gammel mand blandt tilskuerne råbte til ham: For Grækenland og for dine børn. Det inspirerede ham til at sætte tempoet i vejret og vinde i tiden 2:29:27 timer; den hurtigste tid på distancen i 1946 og 14 minutter bedre end nogen vinder tid i løbet.

Ifølge Life Magazine råbte han ’For Grækenland’, da han krydsede målstregen.

Derefter appellerede han til amerikanere om at støtte med donationer til det plagede græske folk. De forsynede grækerne med 25.000 tons fødevarer, lægemidler, tøj og andre fornødenheder samt og 250.000 dollars. Johnny Kelley købte hans vindersko.

Ved hjemkomsten året efter hyldede flere millioner ham på hans triumftog i gaderne i Athen. En formel ceremoni blev holdt for ham på Zeus-templet. Ved den lejlighed var Akropolis oplyst for første gang siden den nazistiske besættelse.

Den amerikanske regering fulgte i 1947 op med en donation på 400.000 dollars til grækerne (inden Marshall Planen blev lanceret i 1948 i bestræbelserne på at genopbygge Europa).

Styliano Kyriakidis blev født 15. januar 1910; og døde 10. december 1987. En skulptur af ham og Spyros Louis, der i 1896 vandt det første maratonløb i de moderne olympiske lege, blev opført i 2004 i Hopkinton, Maryland, halvanden kilometer fra startlinjen i Boston Marathon. To år senere blev den med de to legendariske løbere kopieret og placereret i den græske by Maraton.

I 2020 udgav det cypriotiske postvæsen et frimærke med Stylianos Kyriakidis.

Det vil være passende, at Fortuna Hjørring tager et eksemplar af det med hjem sit arkiv til minde om turneringen på Cypern.

Andre gode nyheder