Fortuna Hjørring spillede sig til det hele

Af: Frits Ahlstrøm
Med 0-0 mod FC Nordsjælland på sidste spilledag i Gjensidige Kvindeliga præsterede Fortuna Hjørring en fornem rekord.
Den nordjyske klub, som for længe siden havde sikret sig både mesterskab og guldmedaljer – samt adgang til kvalifikationsturneringen til UEFA Women’s Champions League i næste sæson – sluttede med 52 point foran FC Nordsjælland med 39; altså en forskel på 13 point.
Siden 2000-01 havde HB Køge rekorden for det største forspring – i 2021-22 – da klubben endte med 64 point foran Fortuna Hjørring med 52; altså en forskel på 12 point.
Med uafgjort i Hjørring sikrede FC Nordsjælland sig den anden danske plads i UEFA Women’s Champions League.
HB Køge vandt 2-1 over AGF og blev belønnet med bronzemedaljer for sin 3. plads. Også Brøndby IF, der besejrede OB Q 1-0, opnåede 38 point, men HB Køge havde en bedre målscore: 37-20 mod Brøndbys 32-21.
Joy Omewa, den 22-årige nigerianske angriber i Fortuna, kunne udover andelen i den kollektive triumf glæde sig over, at hun blev topscorer i ligaen:
Joy Omewa (Fortuna Hjørring) 22
Olivia Garcia (HB Køge) 18
Anastasya Pobegaylo (Fortuna Fortuna) 11
Alma Aagard (FC Nordsjælland) 11
Nanna Christiansen (Brøndby IF) 10
Dertil kom, at spillerne i Gjensidige Kvindeliga valgte Joy Omewa som Årets Profil.
-Sidste sæson var ikke god for os. Så forud for denne lovede vi hinanden, at vi skulle opnå mere. Jeg er virkelig glad for, at vi har vundet ’The Double’, og at jeg er blevet topscorer og nu også Årets Profil i Kvindeligaen. Det er stort, siger Joy Omewa til Spillerforeningens hjemmeside.
-Tak til alle de andre spillere for at have valgt mig som Årets Profil. Jeg har arbejdet hårdt for at være, tilføjer Joy Omewa om prisen, der uddeles af Spillerforeningen i samarbejde med Hessel HiRE. Jeg er glad for at være i Fortuna. Det er som en familie med en fantastisk kultur. Der er så mange skønne mennesker, som hjælper på hver deres måde. Jeg er meget taknemmelig.«
Joy Omewa vandt afstemningen foran Signe Baattrup fra AGF og Olivia Garcia fra HB Køge, der fik henholdsvis 20 og 16 procent af stemmerne.
-De havde begge fortjent prisen, mener Joy IOmewa.

Frits Ahlstrøm
frits@ahlstromfootball.com









