Dårlig taber? Yaya Touré kalder kåring ynkelig

Af: Ritzau
Yaya Toure er ikke ligefrem tilfreds med at blive forbigået som årets spiller i Afrika i 2015. I hvert fald kalder han kåringen ynkelig og uanstændig
Pierre Emmerick Aubameyang blev torsdag kåret som 2015's bedste spiller i Afrika. Et resultat, Yaya Touré langt fra er tilfreds med.
I hvert fald sender han noget af en sviner afsted til kåringens beslutningstagere.
-
Jeg er meget, meget skuffet. Det er trist at se Afrika reagere på denne måde og se, at de ikke synes, at afrikanske bedrifter er vigtige, siger Yaya Touré til Afrique Foot og tilføjer:
-
Det er sådan noget her, der bringer skam over Afrika. Det er uanstændigt. Vi afrikanere viser ikke, at Afrika er vigtigt i vores øjne. Vi kan bedre lide de ting, der sker udenfor det afrikanske kontinent. Det er ynkeligt, lyder det fra Yaya Touré med henvisning til, at Pierre Emmerick Aubameyang og Gabon allerede røg ud i gruppespillet ved Africa Cup of Nations i starten af 2015. En turnering Elfenbenskysten endte med at vinde, og hvor Yaya Touré blev valgt til turneringens bedste hold.
Ifølge ham kunne Fifa have klaret kåringen bedre:
- Selv Fifa - på trods af al korruptionen - ville aldrig gøre sådan noget her.
Pierre Emmerick Aubameyang vandt afstemningen med syv point ned til Yaya Touré på andenpladsen, mens Andre Ayew tog sig af tredjepladsen i kåringen, som trænere og fodbolddirektører i de afrikanske lande stod bag.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










