Gå til hovedindhold

Stort drama: Franskmand vinder efter vild sidste omgang

Af: Magnus Bindner Gohr

Et dramatisk Australiens Grand Prix blev i sidste ende vundet af Johann Zarco.

På sidste omgang af lørdagens løb på Phillip Island skiftede fem forskellige ryttere plads mellem sig flere gange. Featureløbet ved Australiens Grand Prix endte med at blive vundet af franskmanden Johann Zarco, der i karrierens MotoGP-løb nummer 120 fik sin første sejr. Den 33-årige Prima Pramac Racing-rytter var inden nattens sejr indehaver af en særlig rekord, da han 19 gange tidligere havde været på podiet uden dog at have vundet et løb.

Det lignede ellers længe, at Zarcos teamkollega Jorge Martin skulle vinde løbet. Spanieren lå nummer 1 hele løbet igennem, men mod slutningen blev hans bagdæk mere og mere slidt, og derfor blev han overhalet af ikke bare Zarco, men også tre yderligere ryttere, så han måtte tage til takke med en femteplads.

Jorge Martin kæmper en indædt kamp mod den forsvarende verdensmester Pecco Bagnaia om VM-titlen i år, og derfor var det en ekstra stor bét, at Bagnaia var én af de fire ryttere, der overhalede Martin på sidste omgang. Bagnaia endte med at udbygge føringen i den samlede stilling, da han sluttede som nummer to ved nattens løb. Dermed fører han 27 point ned til Martin med fire løb tilbage af sæsonen.

Sidste mand på podiet blev overraskende Fabio Di Giannantonio, der fik sidste første MotoGP-podie i karrieren. Italieneren har ellers mistet sit sæde hos Gresini Racing efter denne sæson, men italieneren fik vist eventuelle bejlere, at han sagtens kan køre på motorcykel.

Featureløbet blev kørt i nat, da et voldsomt stormvejr truer Phillip Island i morgen søndag. Derfor blev der byttet rundt på featureløbet og sprintløbet, der afvikles i morgen, hvis vejret tillader det.

I videoen kan du se alle højdepunkterne fra et højdramatisk featureløb.

Hvis vejret holder stand, så køres sprintløbet søndag morgen klokken 02:55. Du kan se løbet på Viaplay.

Magnus Bindner Gohr

magnus.gohr@viaplaygroup.com

Andre gode nyheder