Gå til hovedindhold

MotoGP-finalen i Valencia aflyst efter oversvømmelser

Af: Magnus Bindner Gohr

De store øversvømmelser i Spanien får nu konsekvenser for MotoGP-feltet.

De skulle have kørt sæsonfinalen i Valencia om to uger, men det bliver ikke til noget alligevel.

Massive oversvømmelser og ødelæggelser i Valencia betyder nemlig, at det afgørende ræs er blevet aflyst.

MotoGP skriver på deres hjemmeside, at de nu går i gang med at finde et nyt sted og nye datoer at afholde sæsonfinalen, og at de i stedet for at køre i Valencia vil køre for Valencia.

Siden 2002 har det været en tradition at afslutte MotoGP-sæsonen i Valencia, men det bliver ikke til noget i år.

Aflysningen kommer i kølvandet på, at store stjerner som Marc Marquez, Jorge Martin og Pecco Bagnaia har opfordret løbsledelsen til at aflyse løbet af etiske årsager.

De mener, at det er uetisk at bruge kræfter på løbet, når de kræfter kan bruges til genopbygning efter oversvømmelserne.

Der resterer to løb af sæsonen. I weekenden kører feltet i Malaysia, mens der så mangler det endnu ikke-bekræftede løb til at runde sæsonen af.

Du kan se Malaysias Grand Prix på søndag på Viaplay og TV3 Sport fra klokken 07:50.

Magnus Bindner Gohr

magnus.gohr@viaplaygroup.com

Andre gode nyheder