Gå til hovedindhold

Sæt vækkeuret: MotoGP fra Australien rykkes 24 timer frem

Af: Redaktionen

Løbsledelsen af Australiens GP på Phillip Island har fremskudt feature-løbet til lørdag morgen, på grund af en vejrudsigt der tegner skidt for muligheden for at afholde ræs på øen søndag.

I stedet kan du i morgen fra kl. 06.00 på Viaplay og TV3 MAX se det imødesete feature-løb ved Australiens GP - altså knap 24 timer tidligere end planlagt.

Løbsledelsen har besluttet at bytte rundt på sprintløbet og featureløbet i frygt for at den voldsomme vind på Phillip Island vil gøre det uansvarligt at sende rytterne ud på det legendariske track, som i forvejen ofte udsættes for mange store vindpust.

-Vi gjorde nogle erfaringer i 2019 ved kvalifikationen på banen her, og med verjudsigter søndag, der minder om dengang, har vi besluttet at sikkerhed kommer først. Efter at have konsulteret med alle teams på gridden har vi taget en fælles beslutning om at bytte om på sprintløbet og featureløbet, udtalte Chief Sporting Officer for Dorna, som afvikler MotoGP, Carlos Ezpeleta ved et pressemøde tidligere på dagen.

Derfor er det altså i morgen lørdag, at du skal sætte vækkeuret for at følge det store løb fra Phillip Island. Hvis sprintløbet bliver kørt er det skemalagt til kl. 4.50 søndag morgen - og selvfølgelig kan det i så fald streames på Viaplay.

Herunder følger tiderne for de resterende planlagte MotoGP-events på Phillip Island.

Fri træning 2 - lørdag kl. 01.10 på Viaplay
Kvalifikation - lørdag kl. 01.50 på Viaplay
Featureløb fra Phillip Island - lørdag kl. 06.00 på Viaplay og TV3 MAX
Evt. sprintløb - søndag fra kl. 04.50 på Viaplay

Andre gode nyheder