Seks spilledages karantæne: Detroit-spiller med grim tackling
Af: Christian Winther Johansen
Detroit Red Wings-forwarden David Perron er blev idømt seks spilledages karantæne for en grim crosschecking på Ottawa Senators' Artem Zub.
Perron sendte med staven mellem hænderne sine to knyttede hænder i hovedet på Zub som en hævnakt, da Perrons holdkammerat Dylan Larkin sekundet inden var blevet sendt i isen og lå bevidstløs.
Det startede en større slåskamp, der dog hurtigt blev stoppet, da det gik op for folk, at det var alvorligt med Larkin.
Efter nogle minutters behandling var Larkin i stand til selv at komme fra isen, og da kampens dommere sendte en Detroit-spiller helt ud af kampen, var til stor forundring for tilskuerne i arenaen og for de amerikanske kommentatorer, der endnu ikke havde lagt mærke til den grimme crosschecking.
Den var der dog forståelse for efterfølgende, og NHL valgte mandag at idømme yderligere karantænedage til Perron.
-Det er ikke en hockeyaktion. Det er et bevidst slag med staven med det formål at hævne sig mod en modstander. Det er ikke en situation, hvor to spillere er i klammeri, og begge er klar over, at stavene er hævet, udtaler NHL.
Christian Winther Johansen
christian.winther.johansen@nentgroup.com










