Gå til hovedindhold

Dansk NHL-profil fik opkald under bryllupsrejse: "Vi har byttet dig væk, held og lykke i Seattle"

Oliver Bjorkstrands syv sæsoner hos Colombus Blue Jackets er slut, hvilket han fik at vide midt under hans bryllupsrejse til Sydafrika.

Oliver Bjorkstrand tjekkede sin telefon klokken 11 en sen aften, da han var på bryllupsrejse med konen denne sommer. Den 27-årige NHL-spiller havde misset et par opkald fra sin nu tidligere manager Jarmo Kekalinen fra Columbus Blue Jackets.

-Klokken var 11 om aftenen i Sydafrika, og jeg var midt ude i ingenting. Jeg tænkte, at jeg nok hellere burde ringe tilbage, men jeg fik en anelse om, hvad opkaldene handlede om, siger danskeren til Seattle Sports.

Danskeren har til og med den netop overståede NHL-sæson spillet hos Columbus Blue Jackets i syv år og står noteret for 111 mål i 382 kampe. I de seneste tre sæsoner har herningenseren været klubbens topscorer, og han er desuden den syvende mest scorende spiller i Columbus Blue Jackets' historie.

-Jeg vidste at nogen skulle væk. Jeg havde ikke tænkt så meget over det, at jeg havde regnet ud, at det blev mig, så jeg vil ikke sige at jeg regnede med, at de ville ringe. Det var lidt chokerende lige pludselig at få opkaldet, siger han.

Columbus Blue Jacket har hentet to andre profiler denne sommer, og byttede derfor Bjorkstrand væk for to draft-picks med Seattle Kraken. Udsigten til at fortsætte karrieren i det nordvestlige USA er heldigvis noget, som danskeren glæder sig til.

-Da jeg fik tid til at tænke over det, begyndte jeg at glæde mig. Seattle har været i ligaen i et år nu, og jeg forestiller mig at der er en masse forventning og stemning omkring holdet i byen. Jeg glæder mig til at blive en del af det, og være med til at skabe en vinderkultur. Jeg er klar på rejsen og på at komme derhen, siger han.

Se Oliver Bjorkstrands bedste aktioner fra sidste sæson i klippet ovenfor.

Andre gode nyheder