Gå til hovedindhold

Freddie's back! Andersen storspiller i stærkt comeback

Af: Ritzau

Frederik Andersens 21 redninger bidrog til Carolina-sejr, mens målene fløj ind i den anden ende af banen.

Efter to måneder uden at være i kamp på grund af en skade var danske Frederik Andersen igen tilbage i målet for Carolina Hurricanes i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Med 21 redninger var han en vigtig del af 6-2-sejren over Columbus Blue Jackets. Den kom i hus torsdag aften lokal tid.

Andersen var gået glip af de seneste 29 kampe. Ikke siden 6. november har han været i aktion.

Torsdag gjorde han comeback, og succesen var til at tage at føle på.

En nederlagsrække på fire kampe i træk blev nemlig brudt. Inden da havde Hurricanes vundet 11 i træk.

Carolina-sejren var aldrig rigtig i fare.

Efter første periode stod den 2-1 til Hurricanes, i anden periode trak holdet fra med yderligere et mål, og tredje periode endte 3-1 til Hurricanes, hvilket gav slutresultatet 6-2.

På pointtavlen for Hurricanes kom blandt andre Brett Pesce, der to gange fik pucken i mål.

Sejren var nummer 200 for Carolina-cheftræner Rod Brind'Amour på bænken.

Andersen-comebacket vakte i øvrigt allerede inden kampen glæde hos Hurricanes, der annoncerede danskerens tilbagevenden på Twitter med et billede af målmanden og teksten:

-Freddie's back.

Det er ikke oplyst, hvilken skade der har holdt danskeren ude. Det vides blot, at det var en skade i underkroppen.

/ritzau/Reuters

HUSK , at du kan se alle NHL-kampe direkte på Viaplay.

Andre gode nyheder