Blue Jackets lider stort nederlag uden finsk superstjerne
Columbus Blue Jackets tabte med 5-2 til Philadelphia Flyers natten til mandag.
Columbus Blue Jackets var uden finske Patrik Laine til opgøret mod Philadelphia Flyers.
Den finske stjerne har ikke fundet formen i denne sæson, hvor han også har været ude med hjernerystelse i flere kampe. Op til kampen mod Flyers blev han så scratched af sit hold for første gang i sin karriere.
Det betyder, at han ikke var en del af kampen til trods for, at han var blevet meldt klar efter sin skade.
Ifølge Blue Jackets' træner Pascal Vincent blev nyheden ikke taget godt imod af Patrik Laine, men han påpeger, at beslutningen er taget for Laines bedste.
-Jeg er ham, der kender Patrik bedst. Jeg kender Patrik som person, og jeg kender ham som spiller, og jeg ved, hvad han kan på isen. Jeg kender hans potentiale. Lige nu tror jeg 'Patty' har brug for at trække vejret dybt, komme tilbage på træningsbanen og få sit touch tilbage, sit skud tilbage, sin selvtillid tilbage, så han kan blive den Patrik Laine, vi alle ved, han kan være, siger Pascal Vincent.
Patrik Laine blev draftet som nummer to tilbage i 2016 af Winnipeg Jets, hvor han spillede sammen med Nikolaj Ehlers. Han blev desuden den yngste spiller nogensinde til at lave tre hattricks tilbage i 2017, hvor han blot var 18 år gammel. Han skulle blot bruge seks dage fra sin debut til at lave sit første hattrick, og han blev derfor den yngste spiller udenfor Nordamerika til at gøre netop det.
Columbus Blue Jackets kunne ikke stille noget op mod Philadelphia Flyers uden Patrik Laine. Du kan se højdepunkterne fra kampen i videoen over artiklen.
Magnus Bindner Gohr
magnus.gohr@viaplaygroup.com










