Wilbek bekræfter kvindernes turneringsafbud

Af: Ritzau
Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Ulrik Wilbek, bekræfter over for TV3 SPORT, at det danske kvindelandshold har meldt fra til firenationsturneringen i Norge til juli.
Den kiksede OL-kvalifikation sendte de danske håndboldkvinder på en tidligere sommerferie end håbet.
Havde det danske landshold indløst en billet til legene i Brasilien til august, var firenationsturneringen med deltagelse af Frankrig, Rumænien og Norge en ideel optakt til sommerens OL.
Men når nu det danske kvindelandshold glippede kvalifikationen, så ser sportschef Ulrik Wilbek ingen anden mulighed end at vige pladsen til en OL-nation som Spanien, der bedre har brug for den vigtige optakt.
Kan du bekræfte, at kvindelandsholdet har meldt fra til firenationsturneringen i Norge?
-
Ja, det kan jeg. Vi havde jo som sådan ikke rigtigt noget at skulle bruge den til, fortæller Ulrik Wilbek til tv3sport.dk.
-
Så i stedet for at besværliggøre det med klubberne også i forhold til sommerferie, har vi valgt at forlænge landsholdsamlingen i starten af juni med en uge.
Fra den 30. maj til den 5. juni står landsholdet over for de to sidste EM-kvalifikationskampe mod Tyrkiet på udebane og Portugal på hjemmebane.
Her er det så meningen, at kvindelandsholdets samling forlænges med en uge.
Ulrik Wilbek påpeger, at landsholdet som udgangspunkt ikke på nuværende tidspunkt er på udkig efter en ny turnering at deltage i.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









