Poulsen tror på ny storhedstid med landsholdet

Af: Ritzau
Keeper Rikke Poulsen er overbevist om, at det danske kvindelandshold i fremtiden vil kunne høste medaljer af fineste karat til de kommende mange mesterskaber.
Det var tider, dengang de jernhårde ladies sad på håndboldtronen og hjemtog den ene guldmedalje efter den anden.
I perioden fra 1993 til 2004 blev der hængt ikke færre end 11 medaljer rundt om spillerne på det danske kvindelandshold, der blandt andre tre olympiske lege i træk endte med at så øverst på sejrsskamlen.
Tiden er nu en helt anden.
Siden 2004 er det blot blevet til én medalje i landsholdsregi, og det har sat sine spor på vinderkulturen og mentaliteten på landsholdet.
Rikke Poulsen mener dog, at det vil vende i fremtiden.
Tror du på ny storhedstid for damelandsholdet?
-
Ja, det tror jeg 100 procent på -- helt sikkert. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Vi kan jo starte fra december til EM i Sverige, lyder det fra Rikke Poulsen til tv3sport.dk.
-
Vi har utrolig mange spændende spillere, og jeg synes, vi har mange tangenter, vi kan skrue på. Under VM, hvor vi spillede mange kampe i træk, kunne man se, at vi udvikler spillet.
Fremtiden for kvindelandsholdet ser lovende ud. Det er Viborg-keeperen ikke et sekund i tvivl om.
- Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde noget mere tid sammen, for jeg er sgu glad for vores landshold. Vi viser fighterhjerte, og vi har mange forskellige spillere, så jeg vil sige, at jeg synes, fremtiden ser lys ud.
Fra december måneds VM-slutrunde på hjemmebane og frem til OL-kvalifikationen i marts har afbuddene flænset landsholdet for stamspillere.
Det har været forstyrrende i en meget vigtig proces om at bygge et nyt hold op, at skader og afbud har fyldt så meget, påpeger Poulsen, der dog mener, at erstatningerne og substitutterne har gjort et fremragende stykke arbejde.
-
Hver gang der er en, der ryger ud, er der en ny en, der skal ind i tingene. Jeg ser den udfordring, at vi i klubberne dækker meget defensivt, og her dækker vi meget offensivt. Det kræver altså tilvænning.
-
Men folk går ind og gør det godt. Jeg har ikke en finger at sætte på indsatsen. Det er træls, vi ikke kan fortsætte med truppen fra december, men det er der ikke noget at gøre ved.
-
I den her OL-kval møder vi to rigtig stærke mandskaber, som jeg begge tror, tager medaljer ved OL. Jeg ser Rumænien som outsidere til at vinde det hele, mens jeg spår Montenegro til at gå i semifinalen, slutter hun.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









