Amputeret dansk landshold løb ind i øretæve

Af: Ritzau
OL-kvalifikationen fik for det danske kvindelandshold den værst tænkelige start, da Rumænien noget så gevaldigt lammetævede Klavs Bruun Jørgensens tropper med cifrene 32-25.
I en langt fra udsolgt Ceres Arena fredag aften i Århus skulle det danske kvindelandshold forsøge at komme godt fra land i den meget vigtige OL-kvalifikationsturnering.
Det skadesplagede og profilfraværende danske kvindelandshold kom rædselsfuldt fra start, hvilket rutinerede Aurelia Bradeanu satte en tyk streg under, da hun øgede til stillingen 7-3 efter små 10 minutters spil.
Rumæniens overlegne start fik da heller ikke de mange fremmødte rumænske fans i det ene hjørne til at holde mund.
Såvel på banen som tilskuerpladserne var rumænerne i det første kvarter af kampen fuldstændig ovenpå.
Klavs Bruun Jørgensen tog lynhurtigt en timeout for at få sat en prop i den rumænske massakre.
SK Aarhus-backen Mette Tranborg var eneste danske skytte, som for alvor markerede sig i en første halvleg, hvor Louise Svalastog og Kathrine Heindahl nød godt af de mange indspil.
Også rumænerne havde held med deres stregspil.
Bukarest-stregkæmpen Oana Manea voldte det danske forsvar kolossale problemer med sin enorme fysik, hvor hun typisk med en aflevering fra stjernen Cristina Neagu sendte bolden ind bag de danske keepere, som tilsammen havde tre redninger i første halvleg.
Tættere på end tre mål kom danskerne ikke på rumænernes føring, som blev udbygget til 19-13 efter første halvleg.
Målmaskinen Eliza Buceschi nettede til Rumæniens største føring 23-15 kort efter pausen.
Højre back Camilla Dalby kom pludselig i vildt målhumør i midten af anden halvleg, hvor hun bragede den ene kanonkugle ind efter den anden.
Hun knaldede de fire efterfølgende danske bolde i kassen -- men det hvidblusede danske landshold bed sig aldrig fast i haserne på rumænerne, der efterfølgende stak af igen.
Rikke Poulsen fik for en kort stund smilene en smule tilbage, da hun stod for kampens sidste scoring til slutresultatet 32-25.
Det blev en sort dansk aften for det danske kvindelandshold, som var oppe imod et stærkt rumænsk mandskab, hvor verdensstjernen Cristina Neagu blot stod for tre mål.
Eliza Buceschi blev kampens suveræne topscorer med 11 mål.
Danmark møder lørdag Montenegro, der tidligere fredag eftermiddag slog Uruguay 34-19.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









