Gå til hovedindhold

Vildt EM-nørderi: Paulsen ser ALLE kampe

Vildt EM-nørderi: Paulsen ser ALLE kampe

Af: Ritzau

Det er ikke for sjov, at Mors-Thy-træner Jan Paulsen optager alle EM-slutrundens kampe. Han bruger flittigt løs af tips, tricks og tendenser.

Den danske herreliga ligger lige nu i vinterhi, men det er ikke ens betydende med afslapning på sofaen for Mors-Thy-cheftræner Jan Paulsen.

Han bruger store mængder af tid på at efteranalysere og kigge EM-kampene igennem, som han bruger til stor inspiration til trænerdagligdagen på Mors.

  • Jeg bruger EM til rigtig meget, for at se hvilken udvikling håndbolden tager. Ved EM er det meget 6-0-forsvar og fysik, hvorimod til VM er der nogle eksotiske lande, som spiller mere offensivt, siger han til tv3sport.dk.

  • 6-0-forsvaret med den offensive tankegang, som danskerne praktiserer, er kommet for at blive. Den tendens med at gå lidt offensivt frem og være aggressiv, hæfter jeg mig ved, påpeger Paulsen.

Håndboldspillet rykker sig hele tiden i nye og spændende retninger. Alt lige fra nye forsvars-tendenser til nye angrebs-åbninger til nye bolde, pointerer Mors-Thy-chefen.

  • Det var ikke ligesom i gamle dage, hvor man havde en Select-bold, der var fyldt med harpiks, og som vejede mange kilo. Nu er det nogle ordentlige hænder med noget fysik og nogle bolde der gør, at der altså bliver skudt hårdt, siger han.

Søndag, mandag og tirsdag var hele Mors-Thy-truppen på træningslejr i Århus, men ellers har Jan Paulsen opfordret sine spillere til at have et vågent øje på begivenhederne i Polen i disse dage.

Ikke blot til gavn for holdet men i den grad også dem selv.

  • Vi går meget op i at se alle kampe. Jeg opfordrer da også mine spillere og holdet til at se så mange kampe som muligt, for man kan lære ekstremt meget af det.

  • Det er ikke sådan, jeg sidder og noterer ned med pen og papir. Men jeg optager alle kampe og ser dem. Det tager jeg så med i bagagen i hovedet.

  • Ubevidst, når træningen kører, vil jeg prøve at implementere dem i min træning og på mit hold, slutter han.

Jan Paulsen og Mors-Thy Håndbold har indtil videre papir på hinanden frem til sommeren 2017.

Andre gode nyheder