To målvogtere takker af i Randers HK

Af: Ritzau
Efter denne sæson vil de to keepere Julie Gade og Marianne Lundsby være fortid i Randers HK.
Kronjyderne skal i den kommende tid på målvogterjagt for næste sæson.
Landsholdsaktuelle Cecilie Greve står lige nu som den eneste målvogter i Randers-buret, når sommerferien engang når sin ende.
Både Julie Gade og Marianne Lundsby har altså ikke fået forlænget deres kontrakter.
Julie Gade, der tidligere har tørnet ud for Skive fH, har valgt at give den civile arbejdskarriere fuld fokus, hvorfor håndbolden mere eller mindre bliver sat på standby.
Grundet graviditet har Marianne Lundsby slet ikke været i aktion for de blåblusede randrusianere i denne sæson, men efter godt to år i Randers HK vælger hun at søge nye udfordringer.
Hun rykker tilbage til Team Tvis Holstebro, som hun tørnede ud for i perioden 2011-2014.
Det kunne klubben i sidste uge meddele på sin hjemmeside.
Efter denne sæson har Randers HK indgået en toårig-aftale med den danske landsholdsstjerne Maria Fisker, mens bagspiller Sofie Strangholt må indstille karrieren efter kolossale knæproblemer.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dkRitzau
netvagtonside@viasat.dk








