Gå til hovedindhold

Burgaards situation har hjulpet Randers-talent

Burgaards situation har hjulpet Randers-talent

Af: Ritzau

Randers HKs 18-årige kæmpetalent, Mie Højlund, er i stor dialog med klub- og landshold for netop ikke at brænde ud i en alt for tidlig alder.

Stress, overbelastning og for meget pres.

FCM Håndbolds Louise Burgaard har ikke spillet en ligahåndboldkamp siden den 4. januar.

Batterierne -- både fysisk og mentalt - var simpelthen løbet tør for strøm, hvilket har kastet lige godt en måned lang restitutionspause ad sig.

Hele den alvorlige situation omkring den blot 23-årige landsholdsback har fået spærret øjnene op for U-landsholdsspilleren Mie Højlund, der vil gøre alt for ikke at havne i samme grøft.

  • Jeg er i stor dialog omkring det hele både i klubben og på landsholdet. Men det handler rigtig meget om, at jeg tager nogle pauser, fortæller unge Mie Højlund til tv3sport.dk.

Pauserne skal tages i den forstand, at alle træningstimer ikke skal bruges på intensiv håndboldtræning.

Nogle gange er det nødvendigt at kunne slippe bold og harpiks, forklarer Højlund.

  • I stedet for at fokusere på håndbolden skal jeg fokusere på at tage på og blive fysisk stærkere. Jeg skal tage nogle pauser fra håndboldbanen.

  • Lige nu ser det ud som om, at det bliver svært at blive træt af håndbold. Jeg skal selvfølgelig passe på, at det ikke ender som Louise, men jeg tror, det handler om at være i god dialog med alle de trænere, jeg kommer til at have med at gøre fremover, understreger hun.

  • Jeg synes helt sikkert, at Louises situation er en, man kan se sig selv i, fordi håndbolden også kan blive rigtig hårdt også mentalt, som Louise er ramt. Jeg håber ikke, at det kommer til at gå sådan, og derfor handler det meget om at være i dialog hele tiden.

På det sidste er det næsten blevet til fuld spilletid for Mie Højlund, der i den grad har taget over i Jane Schumachers skadesfravær.

Det er Mie Højlunds første officielle sæson på seniorplan, og hun indrømmer da også gerne, at overgangen fra U18-rækkerne til ligahåndbold har været svær.

  • Ryan har givet mig noget ansvar, som jeg synes, er dejligt at prøve oven på Jane Schumachers brækkede tå. Jeg tager det med åben hånd.

  • Jeg syntes, det var en lidt hård overgang i starten. Men man skal vænne sig niveauet, og det er jeg ved at gøre nu, slutter hun.

Bagspilleren har i denne sæson tyret 43 bolde i kassen for Randers HK.

Mie Højlund har kontrakt med kronjyderne frem til sommeren 2018.

Andre gode nyheder