Gå til hovedindhold

Stig om OL-kval: Hjemmebanen er snart klar

Stig om OL-kval: Hjemmebanen er snart klar

Af: Ritzau

Dansk Håndbold Forbund har snart offentliggørelsen af den hjemmebane klar, som det danske kvindelandshold skal spille sine tre OL-kvalifikationskampe i, forsikrer generelsekretær Morten Stig Christensen.

Til marts står Danmarks håndboldkvinder overfor tre utrolig vigtige kvalifikationskampe, hvor to af gruppens fire hold indløser en billet til de olympiske lege senere på året i Brasilien.

Kort efter VM-slutrunden sidste år på dansk grund var færdigspillet, blev det offentlig kendt at Dansk Håndbold Forbund også står for at arrangere kvalifikationsgruppe 2 med Danmark, Rumænien, Montenegro og Uruguay.

Sikkert og vist er det, at Jyske Bank Boxen med plads til 12.500 tilskuere ikke kommer til at huse Danmarks kvalifikationskampe.

Hvor det så bliver, vil Morten Stig Christensen dog ikke helt røbe endnu.

  • Vi er godt langt, men mere kan jeg ikke sige nu. Vi vidste godt, at Boxen var optaget på det tidspunkt, så det var slet ikke et issue, afslører han overfor tv3sport.dk.

  • Man skal også huske på, at det er tre kampe på tre dage, og tro at man kan fylde 12.000 ind over den weekend er måske lige på kanten.

Derfor går generelsekretæren gerne lige et skridt ned rent kapacitetsmæssigt for at det skal blive en succesfuld oplevelse for alle parter.

  • Jeg vil hellere spille i en hal med plads til 5.000, og der er udsolgt, end jeg vil spille i en hal med plads til 12.000, hvor der kun er 5.000. Det giver en dårlig oplevelse.

  • Vi er i fuld gang med at sondere terrænet. Så jeg tror, inden udgangen af januar, at vi er på plads med de ting, påpeger han.

Netop den tildelte hjemmebanefordel kan i sidste ende være med til at skubbe håndboldkvinderne til det prestigefyldte OL for femte gang i historien.

Men de to modstandere, Montenegro og Rumænien, bed danskerne skeer med ved VM-slutrunden, hvor der blev lidt to bitre nederlag og vundet en sejr.

  • Vi har fået det ekstra kort på hånden, som forhåbentlig lige skulle give de ekstra procenter. Til VM fik vi vist, at specielt Montenegro og Rumænien er hold, der er til at tale med.

  • Vores træner- og ledelsesteam fik rigtig mange brugbare informationer til, hvordan vi skal knække nøden næste gang -- ikke mindst Cristina Neagu, slutter Morten Stig Christensen.

Fra den 18.-20. marts løber kvalifikationsturneringen af stablen.

I Gruppe 1 mødes Holland, Frankrig, Japan og Tunesien.

I Gruppe 3 krydser Polen klinger med Rusland, Sverige og Mexico.

Alle nationer spiller i samme weekend.

Norge, Brasilien, Spanien, Angola, Argentina og Sydkorea har allerede sikret sig en plads ved sommerens lege.

Andre gode nyheder