Landstræner storroser samspil mellem Grigel og FCM

Af: Ritzau
Den danske kvindelandstræner, Klavs Bruun Jørgensen, har kun roser tilovers for FC Midtjylland, der i disse dage rækker hånden ud, og lader Lotte Grigel træne med
Hun har været på alles læber rundt omkring i håndbold-Danmark.
Det har bestemt ikke været sjovt at være Lotte Grigel den seneste måneds tid, hvor den omstridte sag med barndomsklubben Team Esbjerg blot har hobet sig op dag efter dag.
Nu har den 26-årige danske landsholdsprofil så fået en kontrakt i hus med Jan Leslies Rostov Don-mandskab. Men inden hun officielt kan skrive Rostov Don på klub CV'et, skal et visum falde på plads.
I mellemtiden har Helle Thomsen og co. i FC Midtjylland holdt armene åbne for at Lotte Grigel har kunnet holde håndboldformen intakt, og det vækker stort opsigt hos landstræner Klavs Bruun Jørgensen.
-
Jeg synes, det er rigtig, rigtig fint, og jeg kan kun være glad for, at Lotte stadigvæk træner håndbold, når hun ikke kunne være i Esbjerg, indleder den danske landstræner overfor tv3sport.dk.
-
Jeg er positiv på alle fronter både i forhold til Rostov, hvor hun vil blive matchet hver evig eneste dag til træning, men bestemt også for at hun får lov til at træne med hos Midtjylland. Det kan jeg kun være glad for.
Chancerne for at Lotte Grigel i sidste ende ville blive udtaget til den endelig VM-trup er blot blevet forstærket af, at hendes tidligere rivaler fra FC Midtjylland har tilbudt hjælp i en svær og yderst vanskelig situation.
-
Lotte har generelt gjort det godt, de gange vi har haft hende på landsholdet. Selvfølgelig skulle hun ikke være for langt væk fra håndboldbanen i al for lang tid, og det har hun heldigvis ikke været.
-
Så der er ikke nogen tvivl om, at det at hun holder sin håndboldform ved lige i FC Midtjylland, gør, at jeg er endnu mere rolig til, når hun formentlig skal udtages til truppen, at hun får lov til at spille noget håndbold, påpeger Klavs Bruun Jørgensen.
Rundt omkring i de danske ligaklubber i såvel herre- som dameligaen mener Klavs Bruun Jørgensen, at man er ualmindelig gode til at rykke sammen i nødens stund og hjælpe hinanden på kryds og tværs.
-
Jeg synes, de danske trænere rundt omkring i klubberne plejer at være rigtig flinke til lige præcis det her. Det er set før, at spillere der har haft problemer i lignede situationer, har haft muligheder for at træne med andre steder.
-
Da Nikolaj Markussen spillede i Qatar, var han også hjemme for at træne med BSV. Klubberne plejer at være fine til at hjælpe hinanden rundt omkring til at hjælpe spillere, når der er behov, så jeg er glad for at det stadig er sådan, afslutter Klavs Bruun Jørgensen.
Om præcis 31 dage står Danmark over for Japan i VM-åbningskampen i Jyske Bank Boxen.
Men inden da skal det danske kvindelandshold ud i tre testkampe mod henholdsvis Tunesien, Angola og Spanien få dage inden VM-start den 5. december.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










