Skjern-keeper indstiller karrieren i en alder af 28 år

Af: Nikolaj Jensen
Til sommer trækker Skjern-keeper Magnus Dahl håndboldstikket i en alder af 28 år. Han vælger familielivet i Norge.
Når danmarksmesteren i den danske herreliga engang til foråret findes og denne sæson lukkes ned, bliver det samtidig et farvel til Skjern Håndbolds norske keeper Magnus Dahl.
Ikke fordi han skifter klub, men håndboldskoene lægges endegyldigt på hylden, meddeler klubben i en pressemeddelelse fra agentfirmaet IMF.
-Nogen vil måske synes, at jeg stopper i for ung en alder, men jeg er kommet til et punkt, hvor jeg glæder mig mere og mere til livet efter håndbolden, fortæller Magnus Dahl i pressemeddelelsen.
Magnus Dahl har tidligere blandt andet været i fransk, tysk, spansk og svensk håndbold med flere pokaler til følge for nordmanden, der er taknemmelig for alle de oplevelser, han har fået.
-Det har været en utrolig spændende rejse med mange højdepunkter. Når jeg nu ser tilbage, føler jeg mig privilegeret, da jeg har fået lov at leve min håndbolddrøm ud i nogen fantastiske klubber.
-Samtidig har jeg spillet med og mod mange af verdens bedste spillere. Jeg har mødt en masse interessante mennesker gennem min idrætskarriere og er taknemlig overfor dem, som har gjort det muligt.
-Desværre blev jeg sat tilbage af skaderne, og mine præstationer i Danmark har været svingende. Alligevel vælger jeg at tage alle de positive oplevelser med herfra, og ikke mindst den behandling Skjern har givet mig og min familie. På det punkt er klubben virkelig unik, og vi stortrives i Skjern, slutter han.
Magnus Dahl kom til Skjern i sommeren 2015 og denne sæson bliver altså den uigenkaldeligt sidste for målmanden, der nåede at spille 53 kampe for det norske landshold.
Nikolaj Jensen
nikolaj.jensen@tv3sport.dk










