Skjern hapser målmandstalent hos ligarival - men først til sommer

Af: Web
Århus Håndbold-målmanden Emil Nielsen skifter til ligarivalen Skjern fra sommeren 2017 og tre år frem.
Et af Danmarks største målmandstalenter skal fra den kommende sæson vogte buret for Skjern i stedet for Århus Håndbold.
19-årige Emil Nielsen har trods tilbud fra andre klubber sat sin signatur på en treårig kontrakt i den vestjyske klub.
-Jeg føler mig klar til at tage skridtet videre i min karriere og forfølge min drøm om at blive A-landsholdsspiller. Den drøm, tror jeg, kan realiseres i Skjern, siger Emil Nielsen til Skjerns hjemmeside.
-Jeg tror inderligt på konceptet i Skjern og er overbevist om, at vi sammen kan hente flere medaljer til klubben, fortæller den nuværende keeper i Århus Håndbold.
Bestyrelsesformanden i Skjern, Carsten Thygesen, glæder sig over tilgangen af den talentfulde keeper.
-Vi er stolte over, at endnu et dansk stortalent skifter til Skjern. Emil Nielsen har trods sin unge alder allerede bevist, at han kan begå sig på den helt store scene.
-Tilgangen af Emil Nielsen passer ind i vores strategi om at have en trup-sammensætning af både nuværende og potentielle landsholdsspillere, siger Carsten Thygesen.
Emil Nielsen bosætter sig i Skjern.
-Størstedelen af holdet er allerede bosiddende i Skjern, og derfor var det oplagt for mig at følge trop. Jeg har boet i Aarhus hele mit liv og føler mig klar til et nyt kapitel til sommer, fortæller Emil Nielsen.
Emil Nielsen tiltræder officielt i Skjern 1. juli 2017.
HUSK at du kan se masser af Champions League-håndbold på TV3 SPORT og Viaplay i de kommende dage og uger.
KLIK HER for at se mere på Viaplay Sport
/ritzau/











