Randers-profil afviser krise trods ny ligadukkert

Af: Nikolaj Jensen
Randers-stregen Kathrine Heindahl var dybt frustreret ovenpå onsdagens liganederlag til Nykøbing Falster, men der er slet ikke tale om krise på de kronjyske egne, understreger landsholdsstregen.
Sidste sæsons DM-kvartfinalister led onsdag aften liga-nederlag otte og tabte afgørende terræn til slutspilsfeltet, da Nykøbing Falster slog Randers HK 32-27.
Mellem jul og nytår gik Randers ellers hele vejen til pokalguldet for første gang i klubbens historie og i weekendens EHF Cup-kamp tævede Kathrine Heindahl og co. det svenske mesterskabshold IK Sävehof med seks mål.
Men når det kommer til Primo Tours Ligaen, kan Randers bare ikke få det til at fungere. Og det helt store spørgsmål som de blåblusede søger svar på er: Hvorfor?
-Der spiller helt sikkert noget mentalt ind. Vi spiller typisk med de første 40 minutter, men så har vi 8-10 dårlige minutter, hvor vi taber kampene. Det er bare frustrerende, fortæller Kathrine Heindahl til tv3sport.dk.
-Vi har haft succes i pokalturneringen, hvor vi også i EHF Cuppen nærmest overlegent har spillet vores modstandere ud af banen.
Gang på gang er vi blevet bekræftet i, at vi godt kan. Men gang på gang får vi ikke de to point med hjem i ligaen.
-Nu er vi nødt til at samle hinanden op. Det nytter ikke noget at gå hjem og lægge sig fladt ned. Det får vi ikke noget ud af. Vi skal turde at spille spillet og gå efter sejren hver gang.
Spørgsmål: Er der tale om en ligamæssig krise i Randers i øjeblikket?
-Det er klart, det ser svært ud. Men så negativt et ord som krise, får du mig ikke til at sige. Vi skal heller ikke køre os selv psykisk ned, så vi ikke har en chance for at rejse os. Der er stadig meget at spille om.
Randers har i de sidste mange sæsoner været at finde omkring slutspilsræset, hvor kronjyderne siden 2010 både har vundet DM-guld, sølv og bronze.
Men med mere end dobbelt så mange nederlag som sejre efter 12. spillerunde placerer det Randers HK på en skuffende ottendeplads med syv point op til den slutspilsgivende sjetteplads og bare ét point fra Ringkøbing og næstsidste-pladsen.
Nedrykningsslutspillet ligger lige nu faretruende tæt på, men det hæfter Kathrine Heindahl sig ikke ved.
-Jeg hader jo at kigge nedad. Jeg kigger for det meste altid opad. Lige nu er det vigtigt, at vi ikke kigger på stillingen. Vi skal ikke blive bange for at tabe. Det handler om at gå ind og have troen på, vi kan vinde hver gang.
-Jeg tror altid på, at vi kan nå slutspillet. Jeg spiller håndbold, fordi alt kan ske. Det bliver sindssygt hårdt og vi kan ikke selv afgøre det. Men hvis jeg ikke troede på det, skulle jeg nok finde på noget andet at lave end at være professionel håndboldspiller, slutter den danske stregkæmpe.
Randers HK kan dog hurtigt revanchere nederlaget på Falster, da kronjyderne allerede på lørdag skal i kamp igen.
På hjemmebane møder de danske pokalmestre tyske VfL Oldenburg i EHF Cuppen.
Nikolaj Jensen
nikolaj.jensen@tv3sport.dk










