Hjemvendt Champions League-vinder vil skyde Randers til tops

Af: Web
Den hjemvendte Champions League-mester, Maria Fisker, jagter i sin tredje periode ny succes i den kronjyske ligaklub Randers HK.
Landsholdsfløjen Maria Fisker returnerer til den danske dameliga efter en enkelt sæson i rumænske CSM Bukarest, som rev den ene pokal efter den anden ned af hylden.
Størst af alt selvfølgelig Champions League-trofæet. Små fire måneder efter den gigantiske succes er hverdagen en anden for den 25-årige venstre fløj.
Nu bliver der jagtet mere succes hjemme i den danske liga, hvor alle sejl er sat ind på at få styret et profilfyldt Randers-mandskab tættere på mere metal.
-Det er tid til nye tider, nye projekter, nye mål og nye drømme. Jeg arbejder stenhårdt videre og kæmper for, at det her projekt skal lykkes, fortæller Maria Fisker til tv3sport.dk.
-Jeg føler mig rigtig godt tilpas i klubben, og det er dejligt. Jeg har det godt med pigerne, så jeg nyder bare at have en hverdag i Danmark igen.
Rollen for Maria Fisker i den blå Randers-trøje bliver stor. Men rollen som den rutinerede spiller er ikke noget, den karismatiske fløjspiller før har været vant til.
Hun er dog klar til at være en af de bærende kræfter på et Randers-hold, som jagter klubbens anden DM-titel.
-Jeg kommer nok til at spille en hel del. Vi er mange unge spillere og pludselig er jeg en af de gamle. Det er første gang, jeg prøver det. Det skal nok blive spændende.
-Jeg har prøvet lidt flere ting end de andre, så det kan man selvfølgelig drage nytte af. Jeg er megasulten efter mere guld. Når man først har prøvet det, ved man hvordan det føltes. Så vil man bare gerne have mere.
Med syv tilgange og 10 afgange er det næsten et helt nyt hold, cheftræner Ryan Zinglersen skal til at skabe i forhold til sidste sæson.
Målsætningen lyder i første omgang på en slutspilsplads. Herfra kan alt ske, påpeger Fisker.
-Vi bliver nødt til at tage det stille og roligt. Vi har virkelig mange nye spillere. Men hvis vi topper dygtigt, kan det være, vi er heldige at være med helt fremme til sidst.
-Men det kan både blive fugl og fisk. Jeg håber og tror, det kan blive godt på sigt. Om det bliver den her sæson eller næste, kan jeg godt være lidt i tvivl om.
-Jeg tror rigtig, rigtig meget på det her projekt. Det er det vigtigste, og det kan jeg mærke, alle de andre piger også gør, slutter hun.
Randers HK åbner denne sæsons udgave af Primo Tours Ligaen på fredag klokken 19.30 på udebane mod SK Aarhus.
Af Nikolaj Jensen











