Gå til hovedindhold

Randers HK henter fløjvikar i Skive

Randers HK henter fløjvikar i Skive

Af: Ritzau

Kronjyske Randers HK og højrefløjen Anne Kathrine Danielsen har indgået en aftale om en et-årig kontrakt.

Den tidligere Skive-fløjprofil skal vikariere på fløjpositionen, hvor Randers HK mildest talt er rigtig hårdt ramt af skader.

Landsholdsfløjen Gitte Andersen må vente et par måneder endnu inden hun kan trække i den blå Randers-kamptrøje. Hun døjer fortsat med en drilsk knæskade.

Andet valget på højre fløjen, Astrid Schultz, kunne for godt en måned siden også skrive sig skadeslisten -- også hun er ramt af en alvorlig knæskade, som faktisk holder hende ude resten af sæsonen.

Derfor er den 27-årige Anne Kathrine Danielsen hidkaldt.

  • Siden Astrid Schultzs uheldige skade har vi kigget efter en kompetent afløser, der kunne dække det hul, der opstod efter skaderne. Vi har konkluderet, at Anne Kathrine fuldt ud kan udfylde pladsen, fortæller Randers-direktør Jens Jørgensen Andersen over for klubbens hjemmeside.

I det næste lange stykke tid vil Anne Kathrine Danielsen danne fløjduo med islandske Rut Jonsdottir, og det er en ganske fornuftig løsning, mener Randers-direktøren.

  • AK (Anne Kathrine red.) er en hurtig og spændende spiller, der passer godt ind i trænernes koncept, så vi forventer ikke de store indkøringsvanskeligheder, påpeger han og tilføjer:

  • Det var vigtigt for os ikke at handle overilet og sikre os, at AK passede ind i såvel trup som koncept, og det er vi blevet bekræftet i, slutter han.

Allerede i aften kan Anne Kathrine Danielsen få sin debut i Randers-trøjen, når holdet klokken 19.00 møder Ringkøbing Håndbold.

Andre gode nyheder