NFH-direktør: Håndboldfeberen raser i byen

Af: Ritzau
Nykøbing Falster-direktør Søren Jakobsen kan tydeligt mærke, at håndboldfeberen, måske som aldrig før, raser på Falster.
Håndboldinteressen på Nykøbing Falster har blot været stødt stigende i løbet af denne sæson, hvor man altså formåede at trække landsholdsstjernerne Kristina 'Mulle' Kristiansen og Mette Gravholt til byen.
Man er vant til røde lamper og en totalt propfyldt og udsolgt hal, når Nykøbing Falster har sine hjemmekampe i Scandlines Arena, hvor der er plads til knap 1400 tilskuere.
Onsdag står klubben i sin allerførste kvartfinale, når Viborg HK gæster et feberramt Falster, som er klar til at skabe en exceptionel stemning under kampen, som på alle måder går over i klubbens historie.
-
Vi kan mærke feberen på hele byen. Alle synes, det er fantastisk, at vores hold står i en kvartfinale for første gang. Det betyder meget for rigtig mange mennesker hernede. Når vi går på gaden, snakker alle om håndbold, udbryder direktør Søren Jakobsen overfor tv3sport.dk.
-
Hele Sjælland vil komme for at opleve stemningen. Det er utrolig dejligt, at kunne give noget tilbage til alle dem, der har troet på os igennem de her to sæsoner. De vidste godt, at det lige pludselig ville det lykkes for os.
Alt er efterhånden ved at være klappet og klart til kampstart onsdag aften klokken 20.30.
Direktør Søren Jakobsen har svært ved ikke at mærke den specielle håndboldstemning, der i disse dage og timer sitrer på Falster.
-
Der er kørt ekstraudsendelser i radioen, hvor håndboldreglerne er blevet forklaret og så videre. Der er gearet op til det helt store. Ingen tvivl om det.
-
Jeg håber på en sejr. Det tror jeg godt, kan lade sig gøre, selvom det bliver svært. Jeg er sikker på, at pigerne er i en opadgående formkurve lige nu.
-
Mange af pigerne kender gamet, og vi tror, de går på banen uden de store nerver og bare kan spille frem over isen, slutter Søren Jakobsen.
For første gang i klubbens historie må publikummet i Scandlines Arena støtte sine spillere uden det såkaldte klappepap mellem hænderne.
I kølvandet på bøde på 25.000 kroner efter den seneste pap-skandale, har Søren Jakobsen valgt at skrotte uddelingen af de omtalte klappepap.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









