Mørk klar til gensyn med tidligere holdkammerater

Af: Ritzau
I aften står der et vaskeægte nordjyske håndboldderby på menuen i Boxer Herreligaen. For Mors-Thy-profilen Marcus Mørk bliver det en ganske speciel kamp.
Nordjyske Aalborg Håndbold gæster i aften Jyske Bank Mors Arena -- hvor de to hold skal slå et drabeligt nordjysk lokalopgør.
For den 27-årige Mors-Thy bagspiller Marcus Mørk bliver opgøret mod Aalborg Håndbold en ganske speciel oplevelse.
Sidste sæson tørnede Marcus Mørk nemlig ud for nordjyderne, men en lang og opslidende skades-process satte en brat stopper for samarbejdet, hvorfor han valgte at skifte tilbage til Mors-Thy.
- Det er et klassemandskab. De har gode spillere på samtlige pladser, men vi har mest fokus på os selv og på de ting, som vi selv kan forbedre, lyder det fra Markus Mørk.
Mors-Thy-kaptajnen spår, at aftenens brag mod Aalborg Håndbold bliver en tæt affære, hvor Mors-spillerne forhåbentlig kan slippe håndbremsen, forklarer han.
- Forhåbentligt bliver det en tæt kamp. Den støtte vi får på hjemmebane, giver os forhåbentligt trygheden til at kunne spille derudaf i stedet for det let forkrampede spil, vi har præsteret indtil nu. Jeg håber, at vores spil kommer til at flyde, og uanset så skal vi kæmpe røven ud af bukserne, fortæller han til klubbens hjemmeside.
Derudover ser Mørk frem til at mærke stemningen på Mors-Thy hjemmebanen, som han sidst spillede på i den blå Mors-trøje tilbage i maj måned 2013.
- At mærke stemningen på hjemmebanen igen er det, jeg glæder mig allermest til. Jeg håber virkelig, at folk vil give den gas. Brug hænderne til at klappe med og stemmebåndene til at råbe, lyder den afsluttende opfordring fra Marcus Mørk.
Det nordjyske lokalderby bliver i aften fløjtet op klokken 19.30.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








