Gå til hovedindhold

Ligaprofil stopper karrieren efter 20 år på håndbold-toppen

Ligaprofil stopper karrieren efter 20 år på håndbold-toppen
Scanpix

Af: Nikolaj Jensen

Den danske herreliga bliver en kæmpeprofil fattigere til næste sæson, hvor HC Midtjyllands 39-årige håndboldikon, Kristian Gjessing, har valgt at trække stikket og lægge håndboldskoene på hylden.

Alt fra ophold i Spanien til nordjyske Aalborg og Skjern har håndboldkarrieren budt på for Kristian Gjessing, hvis sidste stop på turen bliver HC Midtjylland.

Til sommer har han nemlig meddelt, at han stopper karrieren. 

-Efter 20 fantastiske år med håndbold som min levevej, har jeg nu valgt at sætte skoene på hylden. Jeg har ikke kunne bede om mere. Jeg har prøvet det, jeg drømte om - vundet DM, pokalfinaler, landsholdet, Champions League og udlandsophold, fortæller Kristian Gjessing til HC Midtjyllands hjemmeside. 

-Jeg ser nu frem til at have nogle andre bolde i luften, komme ud af håndboldens komfortzone og arbejde indenfor mit uddannelsesfelt. Håndbolden vil altid være en del af mig, jeg elsker sporten og alt hvad den bringer med sig, understreger han. 

Den snart pensionerede stregprofil har tidligere spillet en stor rolle hos Skjern Håndbold, for hvem han har spillet ikke færre end 400 kampe for. 

Kristian Gjessing står noteret for 52 landskampe for det danske herrelandshold, hvor han fik debut i 1999. 

Samme år snuppede han guld ved junior-VM i Qatar. 

I HC Midtjylland vandt han sidste år pokalguld.

Andre gode nyheder