Gå til hovedindhold

Nordsjællands slutspilsdrøm lever efter vital sejr over ligabundprop

Nordsjællands slutspilsdrøm lever efter vital sejr over ligabundprop
Scanpix

Af: Nikolaj Jensen

Nordsjælland kravler med 31-26-sejr over Tønder både forbi KIF Kolding København og Ribe-Esbjerg og placerer sig efter 20. spillerunde på den slutspilsgivende ottendeplads i 888 ligaen.

HILLERØD: Drama er nærmest blevet et synonym for, når Nordsjællands håndboldhold møder Sønderjyllands Tønder ditto. Sidst de to rivaler spillede mod hinanden på samme gulv, var i Helsinge en sen april aften sidste år i kæmpedramaet, de færreste nok aldrig vil glemme, der sendte nordsjællænderne en tur i 1. division.

Helt så dramatisk blev det dog langt fra mandag aften, hvor Tønder atter kunne køre en god, lang tur over broerne og så ellers nordpå. Efter pausen knækkede filmen sønderjyderne, der endte med at måtte se sig slået endnu engang og derfor fortsat holde fast i placeringen som nummer sjok i ligaen.

Frederiksborgcentret blev hurtigt fyldt op, for der var ikke mange sæder, der manglede at blive fyldt ud.

Men Tønder gjorde alt for at sætte en kæp i stemningshjulet fra start. Lynhurtigt fik ligaens bundprop, der kæmper bravt med at rykke sig fri fra sidstepladsen, tyrede to bolde i netmaskerne. Og stillingen bare ét minut og 26 sekunder inde i kampen skulle vise sig at blive symptomatisk for resten af de første i hvert fald 30 minutter.

Første halvleg svingede mere frem og tilbage, end færgen fra Hundested til Rørvig på en herlig blæsedag. Tønders fremragende start fik Nordsjælland ellers hurtigt sat en stopper for. Tre hurtige kontramål skabte hjemmeholdets første føring i kampen, der kunne have vokset sig større, hvis de to 100 % chancer ikke blev brændt på en veloplagt Kristian Trans i Tønder-buret.

Oliver Eggerts svirp af et par højrehåndssvirp bragte balance i regnskabet fra 6-4 til 6-6. Tønder skabte føringen på 7-8 ved selvsamme Eggert, men herefter gik det Nordsjællands vej, der spillede sig fra 9-9 til at være bagud 10-11, til at føre 12-11 og endelig være bagud 12-13.

Det var uendeligt svært at finde hoved og hale føringsmæssigt i en ellers fremragende håndboldkamp mellem to hold, der hårdt kæmpede for point: Nordsjælland for at rykke tættere på slutspilsdrømmen og Tønder for at slide sig fri af sidstepladsen. Bedst som man troede, Tønder fik fat ved 12-13, kunne man godt tro om igen. Efter et par taktiske omrokeringer fra begge bænke fik Nordsjælland rodet sig bedst ud af første halvlegs midtvejskrise og spillet sig på 16-14.

Med et nærmest uretfærdigt hårdt skud, der scorede 11 på tyre-skalaen fra 1-10, fik Oliver Roepstorff lukket og slukket første halvleg til slutresultatet 18-15 - den første tremålsføring i kampen.

Efter pausen fortsatte Ian Marko Fogs tropper med at bære førertrøjen, hvor bagspiller Nicolai Pedersen og Johan Meklenborg stod for 21 af de 31 nordsjællandske kasser. Gæsterne fik det sværere og sværere med at få det stationære angrebsspil til at være nogen reel trussel for Nordsjælland-forsvaret. Torben Sørensen ledte med lys og lygte efter den opstilling, der kunne lirke den neongrønne defensiv op.

Der var langt fra samme snert, præcision og vilje i Tønders offensiv, hvilket fjorde arbejdsbetingelserne en anelse lettere for keeper Mike Jensen, der lå og flirtede med en redningsprocent på knap de 40.

20-16 blev hurtigt til 22-17, og inden Tønder havde set sig om, var føringen pludselig røget op på 28-21 og kampen var tabt. Bag-om-ryggen-afleveringer, overligger ind, afleveringer på tværs af banen - på dagen hvor Nordsjælland vel nok viste sig fra én af sine bedste sider, var det meget svært at være Tønder i Hillerød mandag aften.

Johan Meklenborg blev kampens topscorer med hele 12 scoringer. Sejren bringer Nordsjælland op for den slutspilsgivende ottendeplads med 18 point. Èt og to point foran KIF Kolding København og Ribe-Esbjerg. Tønder indtager stadig 14. pladsen med otte point.

Andre gode nyheder