Gudmundsson: Svært at komme ned på jorden

Af: Ritzau
Islandske Gudmundur Gudmundsson fortæller, at det danske landshold står i en krævende og svær situation frem mod lørdagens finale mod Norge.
Kampprogrammet i OL-kvalifikationsturneringen er heftigt.
Tre kampe på lige så mange dage står på menuen for de fire landshold, der i Jyske Bank Boxen kæmper om to billetter til de olympiske lege i Brasilien.
Danmark tog et stort skridt mod Rio de Janeiro, da Kroatien i en neglebidende affære blev besejret med 28-24.
Nu står de norske EM-semifinalister på menuen mindre end 24 timer efter, Gudmundur Gudmundsson og co. afsluttede fredagens første kamp.
-
Om lidt venter der os endnu en stor opgave for os. Det er en kæmpe udfordring for os at komme tilbage på jorden igen og stå på begge ben, fortalte Gudmundur Gudmundsson til pressen efter firemålstriumfen.
-
Vi kan være glæde i en times tid og så retter vi allerede fokus på Norge, som er et meget farligt hold.
Norges seneste præstation under europamesterskaberne i Polen har den islandske danske landstræner kæmpe respekt for.
Til manges store overraskelse strøg det norske mandskab helt til semifinalerne og sendte store chokbølger rundt omkring i store dele af håndbold-verdenen.
-
Norge kommer med kæmpe selvtillid efter den sidste slutrunde. Jeg har snakket med meget spillerne i den her uge omkring det mentale, og jeg er meget tilfreds med deres fokus.
-
Vi har vundet en kamp nu, men kampen mod Norge kan jo afgøre det hele, så det er vigtigt at vi hurtigt kommer ned igen.
-
Vi har vist en utrolig stor vilje, og vi vil så gerne kvalificere os. Holdet har vist en vindervilje, og det var afgørende, så taktisk gør vi det også godt, slutter Gudmundsson.
Klokken 20.30 kastes den anden danske OL-kvalifikationskamp op.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








