Gå til hovedindhold

Hansen: Mange forstyrrende ting under OL

Hansen: Mange forstyrrende ting under OL

Af: Ritzau

Den danske landsholdsstjerne, Mikkel Hansen håber, at herrelandsholdet under OL kan abstrahere fra de mange forstyrrende elementer.

I 28 sportsgrene kæmper mere end 300 atleter om de eftertragtede guld-, sølv og bronzemedaljer under de olympiske lege til sommer i Rio de Janeiro.

Håndboldlandsholdets største stjerne, Mikkel Hansen, har deltaget ved de foregående to olympiader i henholdsvis Beijing og London i 2008 og 2012.

Ud fra de erfaringer håber PSG-bagspilleren, at landsholdet i deres store jagt på OL-metal kan være voksne nok til at fokusere på sig selv.

  • Et OL er meget anderledes, end når man eksempelvis er af sted til en normal slutrunde (EM og VM red.). Der er meget fokus på én selv. Under et OL er der mange forstyrrende elementer, fortæller Mikkel Hansen.

  • Herunder alle mulige andre sportsudøvere, som jo er spændende at snakke med. Men når man skal spille kamp, er det fint nok, at man er i sin egen gruppe, som holder fokus.

Så længe landsholdsspillerne blot leverer varen inde på banen, har Mikkel Hansen personligt ikke noget imod, at man imellem kampene går ud og hepper på eksempelvis Jeanette Ottesen i svømmebassinet eller Caroline Wozniacki på tennisbanen.

  • Der er bare mange forstyrrende ting, og dét, synes jeg, er noget, vi skal snakke om. Jeg ved ikke, om vi skal få lavet nogle retningslinjer, men vi skal snakke om, hvordan vi får mest ud af det her OL, og hvordan vi fokuserer på at spille vores egne kampe.

  • Folk er vel voksne nok til, at hvis de føler sig friske nok til at lave noget andet, så er det helt fint med mig. Hvis de bare leverer dagen efter, understreger han.

Når OL i Brasilien til august begynder, bliver det med herrehåndboldlandsholdets deltagelse for syvende gang.

Bedste resultat var ved OL i Los Angeles i 1984, hvor man nåede en fjerdeplads. Derfor går Gudmundur Gudmundsson og co. i 2016 efter den første medalje nogensinde.

Danmark stiller op med 82 atleter til OL, hvor værtsnationen fra Brasilien kan bryste sig af hele 421.

Andre gode nyheder