GOG-træner: Sagosen er en verdensklassespiller

Af: Ritzau
Aalborg-stjernen Sander Sagosen har næsten slugt samtlige minutter af GOGs forberedelse frem mod onsdagens vitale slutspilskamp, afslører cheftræner Jakob Larsen.
Han er kun 20 år. Men Sander Sagosen er én af de mest brandvarme navne i håndboldverdenen lige i øjeblikket.
Den norske landsholdsstjerne er allerede blevet udråbt som en af klodens største talenter.
Derfor er det også helt naturligt, at en spiller som Sander Sagosen har fået ualmindelig meget opmærksomhed i optakten, fortæller GOG-træneren.
-
Jeg synes ikke, at der er nogen tvivl om, at Sander Sagosen er en verdensklassespiller. Får man ikke gjort nok for at stoppe ham, når han først kommer i gang, så bliver det helt umuligt at slå Aalborg, siger Jakob Larsen til tv3sport.dk.
-
Vi kan ikke afholde ham fra at score nogle flotte mål i ny og næ, men vi skal holde ham fra at score alt for mange mål. Vi skal have ham til at blive træt og knokle på ham, så han fysisk begynder at få dårligere procenter, som kampen skrider.
Meget af tiden i træningslokalet i dagene op til braget mod Aalborg, har GOG brugt på at optimere forsvarsspillet netop omkring Sander Sagosen, der på en god dag kan skyde et hvert forsvar fuldstændig i sænk.
-
Træningsmæssigt har vi lavet nogle tiltag, der skal gøre, at vi kan stoppe ham så meget som muligt. Vi satser på, at den fysik vi besidder, er nok til at dræne ham for energi.
-
Han er rigtig god og trækker så meget opmærksomhed. Det vil være dumt at efterlade ham på store rum til én af vores forsvarsspillere. Vi skal være dygtige nok til at være halvanden mand på ham for det meste.
Spørgsmål: Hvor meget tid i optakten har i brugt på netop Sander Sagosen?
- Åh, jeg vil gætte på stort set det hele. Men vi skal ikke have så meget fokus på ham, at vi fuldstændig glemmer eksempelvis Chris Jørgensen og Martin Larsen, som vi også kan få det svært mod, hvis vi lukker dem ind og lader dem score for mange mål.
I Aalborgs seneste kamp mod Århus viste Sander Sagosen fine smagsprøver på sit store talent med at sætte 11 bolde i kassen og stå for fem målgivende afleveringer.
Sander Sagosens form vil GOG-spillerne gøre alt for at sætte en stopper for.
-
Den måde, Århus dækkede ham op den anden dag, er jo sådanne ting, man skal tage ved lære af. Erik Veje har stort mod til at lave en masse forskellige ting, og vi skal heller ikke være konservativ i vores tankegang.
-
Hvis Sander driller os for meget, skal vi være parate på at omstille os på at gå lidt højere på ham. Det er logisk nok, slutter Jakob Larsen.
Om GOG for første gang i otte år får skovlen under Aalborg Håndbold afsløres onsdag aften klokken 20.30, når kampen fløjtes op.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dkRitzau
netvagtonside@viasat.dk








