Gå til hovedindhold

Esbjerg forlænger med lokalt talent

Esbjerg forlænger med lokalt talent

Af: Ritzau

DM-finalisterne fra Team Esbjerg har forlænget kontrakten med det 20-årige lokaltalent Maria Mose Vestergaard for en enkelt sæson.

Egentlig slår Maria Mose Vestergaard sine folder på playmakerpositionen, hvor hun i denne sæson har aflastet den hollandske viceverdensmester Estavana Polman.

Ellers har hun ageret vikar og afløser på venstre fløj-positionen, hvor Susanne Kastrup Forslund har siddet ude med en knæskade tidligere i sæsonen.

Nu kan den unge ligaspiller så se frem til endnu en sæson i den røde Esbjerg-trøje.

  • Jeg har fået den øgede spilletid, jeg havde håbet på i denne sæson. Jeg tror på, at det kan blive endnu mere i den nye sæson.

  • Når jeg træner med de bedste spillere hver dag, udvikler jeg mig, og jeg føler, at Lars Frederiksen tør bruge mig mere, også i pressede situationer, fortæller Maria Mose Vestergaard til klubbens hjemmeside.

Overvejelserne for Esbjerg-spilleren har været, om hun skulle skifte til en anden klub for at få endnu mere spilletid.

Men i stedet valgte hun at forblive i barndomsbyen og forlænge aftalen med topholdet Team Esbjerg, hvilket naturligvis glæder cheftræner Lars Frederiksen.

  • Maria er en af vore egne spillere, og hun er i gang med en rivende udvikling som håndboldspiller, hvor hun de seneste par år bare er blevet bedre og bedre. At gå fra at være playmaker i hele sin ungdomstid til at blive omskolet til venstre fløj på et af Danmarks bedste kvindehold er ikke nemt.

  • Det bliver spændende at følge Marias udvikling både som fløj og som playmaker, hvor hendes intelligens og næse for spillet kommer til sin ret. Med både gruppespil i Champions League og hårde kampe i den hjemlige liga får hun rig lejlighed til at udfolde sig, påpeger han.

Maria Mose Vestergaard kæmper sammen med resten af Team Esbjerg-mandskabet for DM-guld torsdag aften mod FCM Håndbold.

Andre gode nyheder