Erfarne Trine Troelsen nyder lærerrollen

Af: Ritzau
Ligaprofilen Trine Troelsen har prøvet mangt og meget i sine mange år på håndboldbanen, og i Silkeborg-Voel skal den rutinerede bagspiller agere læremester og dele ud af sine erfaringer.
Udlandseventyr, slutrunder med landsholdet, DM-medaljer af fineste karat hængende hjemme i pokalskabet og ikke mindst Champions League-titel med Viborg HK.
Jovist bærer den 30-årige Trine Troelsen rundt på en tung rygsæk af erfaringer, som hun qua sin rolle i Silkeborg-Voel KFUM skal dele kærligt ud af.
-
Nu kører vi nogen spillere sammen fra Århus til Silkeborg, hvor jeg nogle gange siger nogle ting, hvor de kan spørge mig lidt til råds, og jeg fortæller dem, hvad jeg ville gøre i den situation, eller hvad jeg tænker, indleder Trine Troelsen overfor tv3sport.dk.
-
Men som ung spiller skal man også selv prøve at tage chancerne, få den erfaring og selv prøve at finde ud af hvordan man gør tingene. De skal tage det med, de har lyst til, men det er nok mest i træningshallen, jeg prøver at hjælpe og rose dem.
-
Her kommer jeg med nogle fif, og viser, hvordan jeg måske ville gøre det. Men det er vigtigt, at man selv lærer af sine fejl, for det er den eneste måde, man finder ud af om tingene fungerer på.
Selvom Trine Troelsen har været hårdt ramt på sygdomsfronten det seneste stykke tid, så har den gennembrudsstærke bagspiller fundet sig rigtig godt til rette i den grønne Silkeborg-trøje.
- Jeg er faldet helt vildt godt til, og jeg elsker at komme til træning. Jeg synes, det er nogle fantastiske piger, og vores trænerteam er helt vildt fantastisk. Det hele er så godt lige nu, men spillemæssigt har vi rigtig meget, meget vi skal arbejde videre med, understreger hun.
Specielt angrebsspillet tåler markante forandringer, påpeger den tidligere FCM-back. I den seneste kamp mod HC Odense formåede holdet blot at score 15 gange på de 60 minutter, og det skal der rettes alvorligt op på, hvis Silkeborg drømmer om at havne længere op i tabellen.
-
Vores angrebsspil fungerer slet ikke i perioder, og vi har et rigtig fint forsvar. Det er i forsvaret, vi kan presse rigtig mange hold, men vi skal også kunne score mål. Det duer ikke, vi bare kan dække op, for vi skulle også gerne vinde nogle håndboldkampe.
-
Vi har været tæt på mod mange af topholdene, og så bliver vi nødt til at presse det lidt mere, og sige at vi godt kan vinde sådanne kampe. Det handler ganske enkelt om noget mere samspil i angrebsspillet.
Godt nok kæmper man i truppen med at få stablet et nogenlunde etableret angrebsspil på benene -- men endnu vigtigere kæmper Trine Troelsen altså efter at komme 100 procent tilbage til topformen.
Om en uge til to regner Trine Troelsen med at være tilbage på fuldt blus.
- Det handler om at få nogle gode træninger og føle, jeg er med i alle træninger, så jeg hurtigt kommer ind i rytmen igen. En uge til to skulle jeg gerne være rimelig frisk igen. Det tager jo sindssygt hårdt at sidde derhjemme og ikke lave en skid. Ud, få noget luft og nogle gode træninger, så skal det nok hurtigt komme ad sig selv, afslutter Silkeborg-topscoren.
I Silkeborgs otte ligakampe står Trine Troelsen noteret for 46 scoringer, og er lige nu at finde på topscorerlistens femteplads.
Arkivfoto
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










