Danmark skuffer mod Bahrain - men er OL-klar

Af: Ritzau
Foran en halvtom Jyske Bank Boxen imponerede det danske herrelandshold langt fra i 26-24-sejren mod Bahrain, som betyder, at Danmark er OL-klar.
Puha.
Selv om den danske OL-deltagelse i princippet aldrig kom i fare, så var Bahrain snublende tæt på at snuppe sensationelle point mod Danmark.
Men det danske herrelandshold kan godt smide alle planer om tidlig sommerferie i skraldespanden.
Når de olympiske lege fra den 5.-21. august løber af stablen, bliver det med dansk deltagelse i herrehåndbold for sjette gang i historien.
Selv om Bahrain på papiret lød som en overkommelig modstander for det danske landshold, så tog Gudmundur Gudmundsson ingen chancer fra start.
Med både Mikkel Hansen, Niklas Landin og Henrik Toft Hansen i startopstillingen viste landstræneren fra første fløjt, at man tog opgaven meget seriøst, selv om man faktisk kunne tåle at tabe med fire mål.
Drillepinden Bahrain gav som ventet alt, hvad de ejede og gik selvfølgelig efter at skabe århundredes sensation.
Bahrain-spillerne viste endnu engang, hvor svært det er at spille overfor et så uforudseligt og uortodoks spillestil.
Akkurat som i de to foregående opgør mod Norge og Kroatien spillede Bahrain også lige op med Danmark efter første halvleg, hvor den rutinerede Jaafar Abdulqader i de døende sekunder udlignede til pausestillingen 12-12.
Gudmundur Gudmundsson havde stor interesse i at få lukket kampen hurtigst muligt, men Bahrain ville det anderledes.
Michael Damgaard trådte for første gang ind på banen under OL-kvalifikationen til stor jubel for de knap 5000 fremmødte i Boxen.
Den unge bagspiller kvitterede med en enkelt scoring på et kritisk tidspunkt, hvor Bahrain stille og roligt havde ædt sig ind på den danske føring.
Tættere på end er enkelt mål kom Bahrain ikke, og jublen kunne dermed bryde løs, da Casper U. Mortensen med et fløjskud sendte det danske landshold til Rio de Janerio.
Tomålssejren kaster ikke blot en OL-billet af sig.
Danmark har også sikret sig førstepladsen i gruppen, så man får den bedst mulige seedning frem mod OL, som har start den 5. august.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk







