Gå til hovedindhold

Dalby: Jeg er i harmoni med mig selv

Dalby: Jeg er i harmoni med mig selv

Af: Ritzau

At Camilla Dalby har skiftet rammerne i Buducnost ud med nogle trygge i Danmark og fødebyen Randers, har blot gjort landsholdsbacken endnu skarpere både mentalt og spillemæssigt.

Venstrearmen på den 27-årige Randers-back Camilla Dalby har egentlig altid været fyldt med kvalitet, styrke og ikke mindst et hav af mål.

Efter et halvt år hvor Camilla Dalby har skulle lede efter sin nye rolle på Randers-mandskabet, så er hun for alvor begyndt at spille sig tilbage i sin absolutte topform.

Målene vælter ind i øjeblikket, og det er der faktisk en ganske god forklaring på, påpeger Dalby.

  • Jeg har været rigtig glad for min tid i Buducnost. Jeg har lært rigtig meget om mig selv, og det gør, at mit spil fungerer så godt i Randers nu.

  • Jeg har det roligt, og det er et udtryk for, at jeg de sidste to år har lært rigtig meget, fortæller Camilla Dalby til tv3sport.dk.

Som ligakampene har hobet sig op i løbet af sæsonen har Camilla Dalby blot fået en mere og mere fremskreden og ansvarsfuld rolle.

Erfaringerne fra opholdet i Buducnost, som blandt andet kastede en Champions League-titel af sig, kan den randrusianske hard-hitter bruge til ufattelig meget.

Ikke blot i hverdagen men i høj grad også på håndboldbanen.

  • Jeg fungerer altid bedst med tillid og tryghed fra træneren. Nu er jeg hjemme i Randers, min fødeby, hvor jeg bor sammen med min kæreste igen. Det har været en udfordring i Montenegro med al den alene-tid.

  • Dermed ikke sagt at jeg har fortrudt, at jeg tog ud overhovedet. Nu lærer man at sætte lidt mere pris på det, man har omkring sig, når man har mærket i to år ikke at have det.

Camilla Dalbys stigende succes inde på håndboldbanen afspejler sig meget godt i, at hun i de dagligdags rammer har en tryg hverdag, hvor hun har alt fra kæreste til tætte venner omkring sig hele tiden.

  • Jeg har en god balance på banen, hvilket hænger sammen med, at jeg har min familie, kæreste og venner omkring mig, påpeger Randers-topscoren.

  • Jeg føler mig i harmoni med mig selv, og det afspejler sig også på banen, slutter hun.

I sommer skrev Camilla Dalby under på en tre-årig kontrakt med Randers HK, som hun i perioden 2010-2013 tørnede ud for.

I 2012 var Dalby med til at vinde klubbens første danske mesterskab.

Andre gode nyheder