Gå til hovedindhold

Brasiliansk intuition bestemmer keepervalg

Brasiliansk intuition bestemmer keepervalg

Af: Ritzau

Den dansk brasilianske landstræner Morten Soubak står med noget af et gigantisk luksusproblem på målvogterpositionen.

Verdensmestrene Barbara Arenhart og Mayara Pessoa udgør vel nok håndboldklodens stærkeste keeperduo.

Tilsammen har de rundet over de 200 landskampe og med deres henholdsvis 29 og 31 år på bagen er rutinen og erfaringen i hvert fald ikke en mangelvare.

Men når Morten Soubak inden en kamp skal vælge, hvilken én af de to klassekeepere der skal starte inde, så er der intet førstevalg at trække på.

Det er et rent intuitionsspørgsmål, understreger den 51-årige dansker.

  • Vi prøver at bruge dem på den måde, vi nu engang synes. Det er meget simpelt. Da vi vandt VM i 2013 havde vi heller ingen førstekeeper, så vi har egentlig kørt videre i den tankegang, indleder han overfor tv3sport.dk.

  • En ting er at have den som målmand. En anden ting er også at have det som makkerpar, og vide at de er der for at tage boldene, så er det sådan set lige gyldigt, hvem der tager dem.

  • Det er intuition, der afgør, hvem der skal stå. Det er jo ikke sådan en mønt, der bliver vendt, og så er det fifty/fifty.

Den nuværende Nykøbing Falster-keeper Barbara Arenhart har igennem sin karriere repræsenteret klubber i både den brasilianske, norske, ungarske og rumænske liga.

Kollegaen Mayara Pessoa har tidligere samlet erfaring ved at spille i brasilianske, franske, russiske og rumænske topklubber.

Samarbejdet de to keepere imellem har udviklet sig til at være noget ganske unikt, påpeger Morten Soubak.

  • I og med at de er så dygtige, så prøver vi at lave et makkerskab, hvor hvis den ene er bedst den given dag, skal hun selvfølgelig stå, men vi kan også risikere at skifte flere gange i den samme kamp.

  • De har fået den forståelse for, at vi er i gang med at opbygge et rigtig fint makkerskab de to imellem. Jeg håber, de tager det på sig.

  • Jeg føler, de har kvaliteten til det, uddyber han.

Den ene af den stærke målvogterduo, Barbara Arenhart, har det glimrende med egnetlig ikke at vide før på selve kampdagen om hun starter inde eller ej.

  • Jeg føler ikke, vi har et hierarki. Vi arbejder sammen på landsholdet, og Mayssa (Pessoa red.) og jeg, har rigtig stor respekt for hinanden, afslutter hun.

Ved VM-slutrunden i Serbien for to år siden blev Barbara Arenhart kåret som turneringes bedste målvogter.

I Brasiliens ni kampe stod Arenhart godt og vel to timer mere end på kassen end målvogterkollegaen.

Andre gode nyheder