Ungarn deler ny håndboldlektion ud

Af: Ritzau
Uden så meget pjat tævede Ungarn fuldstændig Japan i deres sidste VM-gruppekamp, som med 31-21-sejren bringer andenpladsen på ungarske hænder.
På en dag hvor Danmarks onde ånd Zita Szusanszki fik småt med spilletid, tromlede resten af det ungarske mandskab med Anita Görbicz i spidsen over arme Japan.
Piroska Szamoransky bragte ungarerne i front med 7-2 efter 10 minutter spil, og herfra dalede kampens spænding drastisk.
Der var ikke meget at komme efter for Japan, der til trods for en lille slutspurt frem mod pausen hverken kunne gøre fra eller ting i Ungarns 17-11-føring efter 1. halvleg.
Japanerne kom slet ikke så let til målene i anden halvleg, hvor det normale andetvalg Blanka Piro diskede op med fornemme redninger i den tid, hun fik på banen.
Mod slutningen fik japanerne dog pyntet gevaldigt på resultatet, således at lussingen blev begrænset.
Uanset udfaldet af den næste kamp mellem Serbien og Tunesien vil Japan slutte på Gruppe As femteplads.
Den fjerde sejr ud af fem mulige sender Ungarn op på andenpladsen, hvor de bliver uanset resultatet af Montenegro og Danmark.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk







