Gå til hovedindhold

Boldsen: Drop nu snak om manglende vildskab

Boldsen: Drop nu snak om manglende vildskab

Af: Ritzau

Joachim Boldsen kan ikke forstå, hvorfor der i medierne den seneste uge har været ekstraordinært meget fokus på landsholdsspillernes manglende evne til at udstråle vilje og fight.

Siden syvmålsafklapsningen i lørdagens træningskamp mod de tyske europamestre, har de danske medier skrevet spalte op og spalte ned om den manglende energi, vilje til at smide sig for hver en bold og den ildrøde glød i øjnene på herrelandsholdet.

En snak som Joachim Boldsen ikke har særlig meget til overs for, og som han selv var udsat for i en del perioder af sin aktive håndboldkarriere.

Det er en negativ dagsorden, som medierne er med til at sætte, fordi der snakkes om et eller andet, understreger Joachim Boldsen.

  • Selvfølgelig er det irriterende hver gang, der er noget, der er negativt. De fleste af spillerne har prøvet så meget, så det her kan de nok også overkomme. Måske kan man også vende det til noget positivt, fortæller han til tv3sport.dk.

  • Om hele bænken rejser sig op og jubler, når man scorer, eller ej, er småbagateller. Det er hamrende ligegyldigt, og da jeg spillede, var der simpelthen ikke noget, der kunne røre mig mindre.

  • Nogle gange kan det også blive for overgearet at se på, og det gider man heller ikke at glo på.

  • Det kan være, de så virkelig ser klar ud, når det gælder i weekenden. Men sådan en træningskamp kan sgu ikke hidse mig op, smågriner den tidligere landsholdstraktor.

Joachim Boldsen mener faktisk, det er helt naturligt, at man ikke brænder igennem i sådan en lignende kamp mod Tyskland for godt en uge siden.

Kampantallet rundt omkring i de klubber, som landsholdspillerne repræsenterer, stiger nærmest hver sæson, og det er umuligt at sætte sig op på samme vilde måde til hver kamp.

  • Modløs tror jeg sgu også, jeg har været i en træningslandskamp. Det kan jeg ikke se noget galt i. En træningskamp kan jeg ikke bruge til noget grundlag for noget som helst, slet ikke når vores største stjerne ikke var med. Værre er det ikke.

  • For medierne handler det om, at snakken jo skal gå på et eller andet. Jeg har godt set, at landsholdsspillerne har udtalt sig om mangel på glæde og begejstring, men det er primært fordi, de bliver spurgt ind til det.

  • Spillerne, specielt i Tyskland, er inde i et kampprogram, som er helvedes hårdt med kampe hver tredje dag. At de så ikke hidser sig op i en træningskamp mod Tyskland, hvor der ikke står noget på plads, må man tage med.

Klokken 20.30 tager Danmark hul på OL-kvalifikationsturnering i en kamp mod EM-bronzevinderne fra Kroatien.

De norske EM-semifinalister venter lørdag, mens upåagtede Bahrain slutter af med en kamp søndag.

Andre gode nyheder