Gå til hovedindhold

Boldsen: Bahrain er færdig som drillepind

Boldsen: Bahrain er færdig som drillepind

Af: Ritzau

TV3 SPORTs håndboldekspert Joachim Boldsen kan ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at Bahrain i de resterende kampe mod Kroatien og Danmark kan overraske.

Bahrains uortodokse og knap så udbredte spilletid voldte det norske herrelandshold seriøse problemer i fredagens første OL-kvalifikationskamp.

Faktisk var Bahrain helt med til stillingen 25-24 midtvejs i anden halvleg, men herfra snørede nordmændene forventeligt sækken.

I disse dage er Joachim Boldsen meget tæt på den norske lejr, hvorfor han på tætteste hånd mærkede som ekspert på norsk tv, hvad nordmændene selv tænkte om den mærkværdige kamp.

  • Spillerne sagde det jo selv efter kampen. Det var noget værre lort og det var forfærdeligt at se på. Men det var forventeligt, fortæller Boldsen til tv3sport.dk.

  • Det er altid svært at spille mod de arabisk/afrikansk-inspireret hold, som i det hele taget spiller mærkeligt håndbold.

  • Bahrain gør jo, det bedste de kan, men det er decideret et dårligt hold. Så jo det var skuffende, at Norge ikke løb fra før.

I sin aktive håndboldkarriere har Joachim Boldsen selv prøvet at stå i lignende situationer, hvor man som kæmpefavorit mod et markant ringere mandskab, bare kommer til at se dum ud.

Men Norge fik deres sejr, og det var det vigtigste.

  • Jamen, det er bare svært, for men ved også godt, at hvis man bare stepper en smule på, så er man betydelig bedre, og det gjorde Norge jo til sidst. De gjorde egentlig ikke mere, end der var nødvendigt, pointerer Boldsen.

Nu resterer to kampe mod håndboldmastodonterne fra Danmark og Kroatien, hvor Joachim Boldsen forudser lige præcis nul procent chance for, at Bahrain bare kommer i nærheden af noget, der ligner point.

  • På ingen som helst måde, kan jeg aldrig se Bahrain drille hverken Kroatien eller Danmark. Kroatien er kendt for i sådanne kampe at æde dem, lægge afstand lynhurtigt og bare får kampen overstået. Det samme gælder Danmark.

  • Norge kunne lige så godt også have savet dem over, da de havde muligheden i første halvleg, og så havde kampen været død.

  • Men Bahrain er ikke et hold, der på nogen som helst sindssyg måde kan skabe problemer for hverken Kroatien eller Danmark. Det er fuldstændig urealistisk, slutter Joachim Boldsen.

Andre gode nyheder