Zlatan hylder nyligt pensioneret svensker: Jeg skylder dig alt for min succes på landsholdet
På Instagram sender Zlatan Ibrahimovic rosende ord i retning af den netop afgåede sportschef i det svenske fodboldforbund, Lars Richt.
116 kampe og 62 scoringer nåede Zlatan Ibrahimovic for det svenske landshold, og den nok største svenske landsholdsspiller i historien sender nu en særlig tak til en for mange nok ukendt person.
Det er chefen for det svenske fodboldforbund, Lars Richt, der lader sig pensionere fra posten efter Sveriges VM-exit.
-Sverige burde takke denne person, fordi han får alle spillere, der spiller for det svenske landshold, til at føle sig hjemme, velkomne og ikke anderledes, skriver Zlatan i et Instagram-opslag, inden han fortsætter:
-Jeg skylder ham alt for min succes på det svenske landshold. Tak, fordi du er dig, Lars Richt, slutter Zlatan i opslaget, som du kan se her.











