Vilde tal: Zlatan overgår Pelé og Beckham
Pelé og David Beckham var uden diskussion med til at skærpe interessen for fodbold i USA, men alt tyder på, at Zlatan Ibrahimović er på vej til at overgå deres betydning – og popularitet.
Af Frits Ahlstrøm
Den 36-årige karismatiske svensker præsterede et hattrick, da Los Angeles Galaxy forleden vandt 7-2 over Sporting Kansas City i Major League Soccer.
Dermed er han den mest scorende spiller i klubbens historie i en enkelt sæson, selv om der resterer fire runder i grundspillet.
Zlatan er noteret for 26 mål i de 25 kampe, han har været med i. Sammenlagt har han scoret 48 gange i alt i sine 51 kampe i grundspillet i de to sæsoner, han har optrådt for Galaxy.
Listen over de bedste målskytter for Los Angeles Galaxy i en sæson er således ud:
- 26 – Zlatan Ibrahimović (2019)
- 24 – Carlos Ruiz (2002)
- 22 – Zlatan Ibrahimović (2018)
- 21 – Eduardo Hurtado (1996)
- 20 – Landon Donovan (2008)
- 19 – Robbie Keane (2014)
Amerikanerne har elsket Zlatan siden han skrev kontrakt med Los Angeles Galaxy i marts 2018 og indrykkede en helside-annonce i Los Angeles Times – med en kort enkelt besked til klubbens tilhængere som tak for deres modtagelse:
-Dear Los Angeles – You are Welcome.
Efter sejren på 7-2 sagde Zlatan i et interview, der blev kommunikeret via højtalerne til de 25.846 tilskuere på Dignity Health Sports Park:
-Det er ingen sag at score. I skal bare gøre som Zlatan.
Pelé lavede 31 mål i 56 kampe for New York Cosmos fra 1975-77 og David Beckham 18 i 98 kampe for Los Angeles Galaxy fra 2007 til 2012.
Næste opgave for Zlatan og Galaxy i ligaen er lørdag aften (dansk tid) mod Montreal Impact på hjemmebane.











