Wass om Chelsea-rygter: Hvorfor ikke?

Af: Ritzau
Formstærke Daniel Wass vil bestemt ikke afvise et skifte til en storklub som Chelsea. Der er intet, der er umuligt i fodbold, mener han
Evians for tiden største profil er danske Daniel Wass, der også er topscorer med sine fire mål for kildevandsklubben.
Wass havde egentlig regnet med at forlade klubben i sommer, men der kom ikke et bud, Evian fandt godt nok.
Hans fortsat gode form i denne sæson har dog fået rygterne om et skifte til at blusse op igen, og på det seneste er selveste Chelsea blevet nævnt som ny klub.
Og det er ikke for stort et spring, mener han.
-Der er ikke noget, der er skudt over målet. Det kommer an på, hvad pakken er. Jeg ved da godt, at Chelsea er en stor klub, men hvorfor skulle det ikke kunnet lykkes. Det er, hvordan man ser på det, og hvad ens evner kan klare. Men selvfølgelig er det en stor klub, siger Daniel Wass til TV3 SPORT.
-For mig handler det ikke om at komme til verdens største klub til vinter eller til sommer. Det handler mere om at komme til en klub, hvor jeg kan spille noget fodbold og udvikle mig yderligere. Det er det næste vigtige skridt i min karriere.
Et skifte til en større klub som eksempelvis Chelsea vil sandsynligvis også betyde betydelig mere konkurrence om pladserne, men en mindre fast rolle afskrækker ikke den formstærke dansker.
-Jeg kan godt lide at kæmpe om pladserne, så for mig handler det ikke om, at jeg skal til en klub, hvor jeg går direkte ind i startopstillingen. Selvfølgelig er det fedt at blive købt til en klub for at spille, men det er også sjovt at komme til en klub, hvor man ved, at man har nogle udfordringer og skal kæmpe om pladserne. Det synes jeg også er fedt og spændende, siger Daniel Wass.
Han understreger desuden, at Evian ikke har lovet ham et skifte, og at hans fokus for tiden er på at præstere i Ligue 1.
DU KAN SE DANIEL WASS OG RESTEN AF EVIANS DANSKERE I OPGØRET MOD NANTES LØRDAG AFTEN. DET ER KLOKKEN 19.55 PÅ TV3 SPORT 2.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









